print logo
Byens netværk

altan-alferne

december 2012





Altan-alferne er etableret i 2010, som en grøn servicevirksomhed med fokus på udvikling af hovedstadens biotop. Visionen har fra første færd været at skabe personlig trivsel i folks nærmiljø.

I den grønne branche er der rift om de store offentlige udbydere, hvor de fleste opgaver ligger som licitationer og rammeaftaler. Det private segment er der ikke så mange, der kæmper om – dels fordi opgaverne er mindre, dels fordi dialogen med gårdlaug og privatkunder kræver større villighed til at levere individuelle, kreative løsninger uden så megen skelen til taxameteret.

For altan-alferne er den tætte kontakt til de mindre kunder et spørgsmål om at få skabt de helt rigtige løsninger til de blomsterglade byboer. Bygårde og altaner er ofte små, forblæste og med vanskelige lysforhold, hvilket gør beplantning og efterfølgende vedligehold til en designmæssig legionærøvelse. Men netop dét er vi rigtig gode til.

Firmaet har godt fat i privatmarkedet og oplever en konstant tilgang af nye kunder, der får altan-alferne anbefalet af eksisterende. Siden opstarten i 2010 er der blevet indrettet flere end 50 altaner for private kunder, og der er en stadig tilstrømning af gårdlaug og byhaver, der nyder godt af altan-alfernes udviklingsarbejde og vedligehold.

Senest har altan-alferne bevæget sig ind i institutionsmiljøet, med en vision om at skabe økologiske nyttehaver på steder hvor der behov for noget grønt – fra børnehaver til plejehjem og sygehuse hvor nytteværdien er til at tage og føle på.

Eksempelvis er der på tagterrassen af fritidshjemmet Vestervang i Dannebrogsgade på Vesterbro i København blevet skabt et 120 m2 grønt refugium med blåbærkrat, jordbærbede, æbleplantage og højbede til grøntsager. Der er også blevet plads til vindrueespalier og vejbredsbed med nektarvækster til bier og andre bestøvere. Se mere på www.tagparadiset.dk



Foto: Udsigten fra Vestervang tagterrasse, fotograf Martin Stampe

Altan-alferne er skabt af industriel designer Boe Sallingboe, der har en fortid i tekstilindustrien, inden et brancheskifte i 2006 satte hovedstadens begrønning på dagsordenen. Det blev til fem års grønt arbejde hos Ingermanns Anlægsgartneri, LK Gruppen og OK Grøn Anlæg, før altan-alferne var produktudviklet og flyvefærdige. Firmaet er nu solidt forankret og har oparbejdet et stabilt netværk med kompetente samarbejdspartnere og underleverandører.

Foredrag
Københavnerfirmaet er baseret på en filosofisk tanke omkring ”det ubetinget gode” og holder bl.a. også foredrag om ”en grønnere hverdag”, ”det forkælede bymenneske” og ”proaktiv videndeling om trivsel”.
Foredragene er baseret på projekterede casestudies, med ideudvikling i forhold til konkrete ønsker.

Derfor er vi medlem af Byens Netværk
Altan-alferne har valgt at indgå i Byens Netværk for at kunne bidrage med en grønnere vinkel på hovedstadens udvikling og byboernes trivsel i hverdagen. Ligesom det er vigtigt for vores firma at kunne forfølge en ambition om at lære noget nyt hver dag, hvilket i høj grad muliggøres ved at komme i dialog, på et højt fagligt niveau, med netværkets øvrige medlemmer.


Foto: Det grønne refugium på 4., fotograf Martin Stampe

www.altan-alferne.dk

Altan-alferne april 2024

footer image byens netværk