print logo
Byens netværk

Københavns Internationale Teater

juli 2010



Københavns Internationale Teater er drivkraften inden for den internationale scenekunst i Danmark.



Gennem et stort internationalt netværk og i samarbejde med mange lokale institutioner og partnere har Københavns Internationale Teater i snart 30 år produceret mere end 50 internationale festivaler, workshops, seminarer, m.m. – med over 1500 inviterede kompagnier og kunstnere.

Københavns Internationale Teater ønsker til stadighed at sprænge de etablerede opfattelser af kunst og scenekunst, ved at præsentere helt nye genrer og tendenser indenfor scenekunsten i videste forstand. Vi vil skabe et unikt udbud af scenekunst, som begejstrer og inspirerer både publikum og de professionelle kunstmiljøer i Danmark.

De skelsættende kulturelle udtryk, det levende, det originale, det grænseløse og det livsvigtige er nøgleord for Københavns Internationale Teater. Derfor lancerede vi i 2007 en ny festival, der løber frem til 2017:



METROPOLIS – festival for kunst og performance i byens rum
Med Metropolis rykker Københavns Internationale Teater ud af teatersalens faste rammer og ind i byen for at skabe kunst, liv og debat om den kreative by. Metropolis Biennale afholdes i august måned i ulige år frem til 2017. I de lige år finder udviklingslaboratoriet Metropolis Laboratory sted, som netop har været afholdt 28.-30. juni.

Se mere på www.cph-metropolis.dk

Københavns Internationale Teater er desuden projektleder på det innovative byudviklingsprojekt LYSLYD, der udspringer af Metropolis. LYSLYD skaber nye alliancer mellem kommuner, kunstnere og kreative virksomheder. Den skabende del af projektet foregik i 22 byrum med en række kunstneriske og nytænkende projekter fordelt over august 2009 og februar 2010.

Se mere på www.lyslyd.com



NY CIRKUS – festival til august
Københavns Internationale Teater fortsætter også sit engagement i
scenekunstens nye kunstform Ny Cirkus. 6. – 31. august afholdes årets festival, og den københavnske sommer fyldes med det flotteste, modigste og sjoveste Ny Cirkus. Med ti meget alsidige produktioner er der plads til både det tankevækkende, det forførende, det børnevenlige og det brutale.

Se hele programmet på www.kit.dk

Fakta
Københavns Internationale Teater blev stiftet i 1979 som en kulturel non-profit organisation på initiativ af Trevor Davies. Københavns Internationale Teaters kunstneriske ledelse består af Trevor Davies og Katrien Verwilt. Københavns Internationale Teater er primært støttet af Statens Kunstrådet Scenekunstudvalg og Københavns Kommune. De enkelte festivaler og programpunkter bliver desuden støttet af nationale såvel som internationale fonde og partnere.

Derfor er vi medlem af Byens Netværk
Københavns Internationale Teater arbejder med at sprænge rammerne for kunsten bl.a. ved at rykke den ud i byen. Metropolis-projektet med festival og laboratorium arbejder frem mod en mere organisk, kompleks og kunstnerisk udvikling og forståelse af byen, og Byens Netværk giver input og vigtige samarbejdspartnere i udforskningen af fremtidens by.

Altan-alferne april 2024

footer image byens netværk