print logo
Byens netværk

PensionDanmark

maj 2017


PensionDanmark bygger bæredygtigt

PensionDanmark, der er et kundeejet arbejdsmarkedspensionsselskab med 695.000 medlemmer og 222 mia. kr. under forvaltning, har investeret 13,6 mia. kr. i danske ejendomme – hovedparten i hovedstaden, hvor der vil komme markant flere investeringer i de kommende år. En væsentlig del af ejendomsinvesteringerne er nyopførelser, og alle nybyggerier, der er erhvervet eller opført efter 2012, er bæredygtighedscertificeret.

Certificeringen er med til at øge den generelle kvalitet af ejendommen, idet den forbedrer brugernes sundhed, trivsel og produktivitet, sænker driftsomkostninger og optimerer vedligeholdelse, minimerer energiforbrug og miljøbelastning fx i form af lavere CO2-udledning og affaldsbelastning, understøtter ejendommens værdi og lejeniveau samt giver dokumenteret kvalitet og større robusthed i investeringen på sigt. Aktuelt er omkring 25 procent af ejendomsporteføljen bæredygtighedscertificeret.

PensionDanmarks koncepter for kontor og boligbyggeri baseret på DGNB-bæredygtighedsplatformen bliver genanvendt fra projekt til projekt og biddrager dermed til omkostningsreduktion til gavn for både kunderne og PensionDanmarks medlemmer. Mere end 1.000 DGNB-certificerede boliger, der i øjeblikket bliver udviklet eller opført af PensionDanmark, har fx murværk af genbrugstegl, anvender træ, der er FSC-certificeret eller er genbrugstræ, og har i mange tilfælde solceller på taget til gavn for beboerne, klimaet og bæredygtighed i bred forstand.


PensionDanmark ejer, udvikler eller opfører bæredygtighedscertificerede bygninger flere steder i hovedstaden. Fx FN Byen og Portland Towers i Århusgadekvarteret i Nordhavnen, Nordeas kommende domicil i Ørestaden, MT Højgaards og MOEs domiciler i Søborg, boliger på Islands Brygge, på den kommende Kronløbsø i Nordhavnen og i Ørestad Syd, studieboliger til DTU og ungdomsboliger i Sorgenfri samt flerbrugerejendommen Gladsaxe Company House, der som den første bygning i Skandinavien er certificeret DGNB Platin. Se en video om ejendommen her.


Det er en del af PensionDanmarks strategi, at alle opførte erhvervs- og boligejendomme skal DGNB-bæredygtighedscertificeres i kategorien Guld. Nogle af de ejendomme, PensionDanmark kun er medejer af, certificeret med Leadership in Energy and Environmental Design, LEED, og Building Research Establishment Environmental Assessment Methodology, BREEAM, alt efter hvad kunderne efterspørger.

PensionDanmarks domicil på Langelinie Allé i København blev sidste år certificeret i bæredygtighedsklassen DGNB for bygninger i drift i kategorien Guld. Begrundelsen er bl.a., at ”bygningen, der er et transparent glashus med god social komfort og orienteringsmuligheder mod vand og by, udnytter beliggenheden ved vandet i kraft af havkøleanlæg. Der er fornylig etableret solcelleanlæg på hele tagfladen, der indgår i bygningens eget el-forbrug, og man er godt i gang med at implementere LED-belysning overalt i bygningen. Tekniske løsninger der er økonomisk rentable og bæredygtige.”


PensionDanmark ser Green Building Councils initiativ med den ny DGNB bæredygtighedsklasse for den eksisterende bygningsmasse som meget vigtig. Bygninger i drift rummer helt åbenlyst et meget stort potentiale for bæredygtighed og grøn omstilling, som den danske byggebranche også vil kunne drage nytte af både herhjemme og i udlandet.

Derfor er vi medlem af Byens Netværk
PensionDanmark er medlem af Byens Netværk fordi det tværgående samarbejde er afgørende for os. I Byens Netværk møder vi hele byggeriets værdikæde og netværket er både aktivt og livligt. For os er en åben debat på tværs af fagligheder en mulighed for at blive klogere, og dermed kan vi blive endnu bedre til bæredygtighed og byggeri, som vi brænder meget for.

Kontakt
Kommunikations- og pressechef Ulrikke Ekelund, PensionDanmark, tlf.: 2019 9238
Projektudviklingsdirektør Mia Manghezi, PensionDanmark, tlf.: 3163 0171

Om PensionDanmark
PensionDanmark A/S administrerer overenskomst- og virksomhedsaftalte arbejdsmarkedspensioner, sundhedsordninger og uddannelsesfonde for 695.000 medlemmer beskæftiget i 26.000 private og offentlige virksomheder. PensionDanmark er et kundeejet selskab, hvor hele overskuddet går til medlemmerne. Præmieindtægterne udgjorde 12,8 mia. kr. i 2016. Medlemmernes samlede opsparing har rundet 222 mia. kr. Læs mere på pensiondanmark.com

 

 

Altan-alferne april 2024

footer image byens netværk