print logo
Byens netværk

TagTomat

juni 2018




Hvem er TagTomat?
TagTomat startede i 2011 på Nørrebro, da arkitekt og bybonde, Mads Boserup Lauritsen, forsøgte sig med at dyrke tomater i hjemmelavede, selvvandende plantekasser på taget af et skraldeskur i baggården - derfor navnet TagTomat. Siden da har TagTomat i den grad haft vokseværk og har i dag produktion i Nordvest og showroom på Jagtvej 59 - Nørrebro.

TagTomats spændvidde for levering af produkter og ydelser er bred, og kort sagt så hjælper vi vores kunder med at skabe meningsfulde grønne fællesskaber i deres hverdag, hvad enten det er rådgivning af store bygherrer, indretning af tagterrasser og uderum for boligselskaber, eller grønne plantevægge,teambuilding og kursusforløb for private og offentlige institutioner. En større og større del af vores kundekreds er privatkunder, som enten køber direkte i vores showroom eller via vores webshop.



I april måned 2018 åbnede vi nyt stort showroom på Jagtvej 59, og det er herfra vores arbejde med at indrette byens rum, altaner, tagterrasser og kontormiljøer vil tage form i de kommende år. Flere af vores produkter har været nomineret til en Danish Design Award, og vi arbejder løbende på at udvikle nye produkter af plastaffald fra fødevareindustrien under varemærket #DanishUpcycle.


TagTomat har lavet massevis og mangfoldige grønne projekter, og hjulpet et utal af grønne fællesskaber med at blomstre - dette tæller alt fra skolehaver og grønne fælleshaver i boligforeninger, i parker og på herberger til kontorindretninger med grønne vægge med luftrensende planter og terrorsikring med merværdi i byens rum. Vi underviser og formidler om grønne fællesskaber og urban gardening, og vi designer, udvikler og bygger løsninger, som gør det nemt at dyrke i byen.


Der er mange veje ind i vores univers, og et godt sted at starte er via vores showcases på hjemmesiden. Vi gør en dyd ud af at skabe debat og dialog omkring indretningen af byens rum, hvad enten det er med “Terrorsikring med merværdi” eller “Parkeringshaver” på gader og stræder. Eller når vi eksempelvis indretter Redmolen i Nordhavnen med en stor blomstereng. Vores store plantekasser kan lejes ud tilplantede, og eksempelvis skabe grønne midlertidige byrum i det ganske land eller fungere som “terrorsikring” ved offentlige arrangementer på gader og stræder. Vi lover, at de står flot efter årstiden, om vinteren med kål, og om sommeren i fuldt blomsterflor. Vi lægger dagligt billeder og videoer op på Instagram, så for løbende opdateringer kan du følge os der.


Open Source i fællesskab:
Hos TagTomat arbejder vi altid ud fra principper om gør-det-selv og gør-det-sammen. Vi dyrker ud fra økologiske principper, og vi bruger simple, men effektive, selvvandende dyrkningsmetoder. Vi har fællesskabet i centrum med plads til alle, og vi arbejder med Open Source - vi deler vores viden, så vi kan lære af hinanden og vokse i fællesskab. Du kan derfor finde en lang række gratis gør-det-selv-guides, viden og inspiration på vores hjemmeside under guides.

Det er vores drøm at få så mange som muligt med om bord, så vi sammen kan gøre vores byer grønnere og skabe mangfoldige fællesskaber! Vi har lagt alle vores driftsvejledninger ud til fri download på hjemmesiden, så du selv kan drifte dine ting, hvis du ikke ønsker at indgå en driftsaftale med os.


Produktudvikling og igangværende projekter:
Lige nu er vi blandt andet godt i gang med at lære børn om “fra jord til bord”, når vi laver skolehaver sammen med børn, lærere og pædagoger på Lindevangskolen på Frederiksberg, Lykkebo Skole i Valby og Ellebjerg Skole i Sydhavnen, og vi er med at udvikle dyrkningshaver på plejehjemmet Møllehuset i de Gamles By og hos Bo- og dagtilbuddet Musvågevej.

Vi tilbyder løbende kurser og events samt teambuilding. Vores kursusforløb henvendt enkeltpersoner ligger vi op på vores hjemmeside samt Facebook, og teambuilding og skræddersyede forløb tilbydes kunder via en konkret dialog. Det kan enten være i forbindelse med indendørs plantevægge med luftrensende planter eller udendørs tagterrasser med livgivende fællesskab mellem kolleger.


På produktsiden udvikler vi på livet løs på vores produktserie med cirkulær svampedyrkning. Vi arbejder med dyrkning af østershatte på halm, kaffe og træmel, og vi genbruger forskellig emballage for at sætte en sløjfe i byens kredsløb. Du kan finde vores forskellige svampedyrkningskits og øvrige produkter via vores webshop. Vi har lavet forskellige sammensætninger af vores prisbelønnede designs, som er oplagte værts- eller konferencegaver i stedet for vin eller blomster.


Forum for vidensdeling og nyhedsbrev:
I løbet af efteråret lancerer vi desuden et helt nyt tiltag på vores hjemmeside! Et forum, hvor vi kan dele vores og jeres erfaringer med vores produkter. Idéen opstod i forbindelse med “Remodel” - et udviklingsprojekt sammen med Dansk Design Center,  og vi glæder os til at udvikle og optimere vores produkter sammen med kunder og samarbejdspartnere. Forummet finder du snarest på hjemmesiden, og indtil da er du velkommen i vores showroom på Jagtvej 59 - Nørrebro - København, eller til at modtagevores nyhedsbrev, som du kan skrive dig op til her.

Vi startede med et par tomatplanter på taget af et skraldeskur - hvor starter du??


DERFOR ER VI MEDLEM AF BYENS NETVÆRK
Vi er en del af Byens Netværk, fordi vi sammen med netværket vil udfordre, hvordan vi indretter byens rum, så der bliver plads til sanselige oplevelser i hverdagen - også uden at arkitekter og designere på forhånd har bestemt hvad indholdet skal være.

Kontakt:
Mads Boserup Lauritsen, arkitekt maa.
Bybonde og grundlægger
info@tagtomat.dk
+4571991966

 

 

Altan-alferne april 2024

footer image byens netværk