print logo
Byens netværk

Tre danske projekter nomineret til MIPIM Awards

Udgivet d. 02. februar 2017

 

Tre danske projekter nomineret til MIPIM Awards


P-hus Lüders i Århusgadekvarteret er nomineret til en MIPIM Award. Foto: By & Havn.


Papirøen, P-hus Lüders samt Psykiatrisygehuset i Slagelse er alle med i opløbet til MIPIM Awards, der uddeles 16. marts i forbindelse med årets store ejendomsmesse i Cannes.

Danske byggeprojekter fejrer mange triumfer i disse år. I 2015 blev det blandt andet til sejr i to kategorier ved den internationale ejendomsmesse MIPIM i sydfranske Cannes.

I 2016 var der danske nominerede i tre kategorier, men dog uden at vinde. Men igen i år bliver der mulighed for at hente en MIPIM Award med hjem. Faktisk er der danske nominerede i tre af i alt 11 kategorier.

Det drejer sig om:

Best Healthcare Development: Nyt Psykiatrisk Hospital i Slagelse, tegnet af Vilhelm Lauritzen Architects og Karlsson Architects. Udviklet af Region Sjælland.

Best Refurbished Building: P-hus Lüders i Nordhavn, tegnet af JAJA Architechts og Årstiderne Arkitekter. Udviklet af By & Havn.

Best Futura Project: Christiansholm (Papirøen), tegnet af COBE og udviklet af Danica Ejendomme, Unionkul Ejendomme, Nordkranen samt By & Havn.

Best Innovative Green Building
Derudover Siemens’ globale hovedsæde i München, som er tegnet af Henning Larsen Architects, nomineret i kategorien 'Best Innovative Green Building'. Siemens nye, globale hovedsæde, som blev indviet i juni 2016, sætter en ny standard for bæredygtigt byggeri ved at være certificeret både DGNB Platin og LEED Platin. Kontorhuset, som ligger i hjertet af München er en af Europas mest bæredygtige bygninger.

Der er fire projekter nomineret i hver af de 11 kategorier til MIPIM Awards. Prisen uddeles ved et stort show under MIPIM om aftenen torsdag den 16. marts.

Kilde: Dagens Byggeri og Bygnet.

Byens Netværk på MIPIM
Byens Netværk er også med på MIPIM, hvor vi traditionen tro inviterer nuværende og kommende medlemsvirksomheder til vores populære Kaffe-Rendez-Vous – i år på en ny café. Derudover kan du tage med os på en lille udflugt til den smukke ø, Île Saint-Honorat, og nyde et par timers idyllisk ro og uformel MIPIM-evaluering sammen med dit netværk.

 

footer image byens netværk