print logo

FBSA Jubilæumspris for Samfundsansvar

Udgivet d. 08. juli 2019

Byggeriet fylder meget i Danmark. Branchen beskæftiger 175.000 personer og det er det fjerde største erhvervsområde målt i omsætning. Men det er også en branche, som fylder en del i ulykkesstatistikkerne, og som har udfordringer med bl.a. fysisk hårdt arbejde, nedslidning, mangel på arbejdskraft, ligesom den er storforbruger af ressourcer og energi.  

Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar, der samler en række frontløbere på CSRområdet i byggeriet, indstifter derfor en ny pris som skal sættes fokus på de gode initiativer, der trækker byggeriet i en mere samfundsansvarlig retning. Den nye pris skal hædre en aktør eller et byggeprojekt, der har udmærket sig på CSR-området inden for de seneste par år, og som har taget særlige initiativer der bevæger branchen på det sociale område. Den nye pris uddeles på byggeriets store awardshow Building Awards 2019, der afholdes den 7. november i København. 

Temaet for den nye pris er samfundsansvar med forretningsværdi. Kandidater skal sætte nye standarder for samfundsansvar af byggeriet ved at kombinere god forretning med samfundsansvar og stå som et forbillede for resten af branchen.  
Prisen vil særligt hylde en organisation, virksomhed eller en indsats, som via et stærkt samarbejde har skabt social bæredygtighed under selve byggeprocessen eller med inklusion som mål for det færdige byggeri. Vinderen af prisen vil blive vurderet ud fra følgende tre elementer: Graden af samfundsværdi med særlig fokus på social bæredygtighed – gerne med kobling til FN’s verdensmål, forretningsmæssig værdi for de involverede parter, og til sidst graden af nytænkning og samarbejde på tværs af byggeriets værdikæde.  

Sidste frist for at søge prisen er d. 2. september 2019.  

Læs mere om prisen her

footer image byens netværk