print logo

CLT Denmark

maj 2020


Forestil jer, at vi om få år har erstattet mange af de tungere byggematerialer med elementer af massivtræ, som er både lettere at håndtere i byggeprocessen, og som samtidig bidrager positivt til CO2-regnskabet. En nem vej til et mere bæredygtigt byggeri.

Den vision er forretningsmodellen i CLT Denmark, som arbejder for, at vi også i Danmark får øjnene op for de mange fordele, der er ved at bygge i træ. Det er nemlig godt for klimaet, det er nemt og effektivt at projektere og montere - og så er det behageligt at bo og arbejde i.

CLT Denmark har ikke grebet dette synspunkt ud af den blå luft. CLT Denmark har nemlig valgt at arbejde sammen med østrigske KLH, som er blandt pionererne indenfor produktion af massive træelementer. KLH har mere end 30.000 referencer bag sig og er blandt de helt store spillere på markedet.

- Gevinsterne ved at bygge i træ er så store, at vi meget snart for alvor kan forvente et gennembrud. Træ skal supplere og i nogen grad erstatte brugen af de mere miljøbelastende tungere byggeprodukter i dansk byggeri. Og vores mål er at bidrage til at professionalisere brugen af massive træselementer i byggebranchen, fortæller direktør Per Thomas Dahl, der i efteråret 2019 sammen med Mads Raaschou fra inventar og maskinsnedkeriet, Raaschou, etablerede leverandør- og projekteringsvirksomheden CLT Denmark.

Eksempel på massive træelementer, der produceres millimeter præcise – og dermed er færdige til montering på byggepladsen.

Hvorfor er det vigtigt at bygge mere i træ?

- I modsætning til næsten alle andre byggematerialer er træ fornybar. Træ er altså ikke et råstof, som vi risikerer slipper op, forklarer Per Thomas Dahl og uddyber:

- Som bekendt optager vores skove den CO2 og når vi fælder træ til brug for byggeri, så er denne CO2 oplagret i træmassen. Det betyder, at træ som næsten det eneste byggemateriale har et positivt CO2-regnskab.

Per Thomas Dahl sammenligner byggeriets klimaregnskab med landbruget, hvor beskeden er klar: Vi skal spise mindre kød, fordi kødproduktion rent klimamæssigt er ineffektiv og udleder skadelige gasser, mens grønsager optager CO2.

- Men vi behøver jo ikke at blive veganere. Lidt mindre kød og lidt flere grønsager er godt for klimaet. Sådan er det også med fx beton i forhold til træ. Det handler ikke om at fornægte beton, for det kan vi ikke undvære, men om at bære os fornuftigt ad og ikke bruge beton til alt. Valg af materialer betyder noget for miljøet og klimaregnskabet.

Samarbejde med erfarne østrigere
CLT betyder Cross Laminated Timber – altså på godt dansk ”krydslamineret træ”. CLT Denmark samarbejder med KLH i Østrig med produktion af disse elementer af træ, der er gjort stærkt og solidt ved krydslaminering. KLH er en europæisk sværvægter, der har leveret massive træelementer til mere end 30.000 byggeprojekter verden over.

Træelementer har vundet større indpas i udlandet end i Danmark. CLT Denmarks østrigske samarbejdspartner KLH har leveret massive træelementer til mere end 30.000 byggeprojekter verden over.

 

 

 

 

 

 

 

- Det er vigtigt, at vores ambition om at forbedre byggeriets CO2-regnskab kommer bedst muligt fra start. Derfor har vi valgt at samarbejde med østrigske KLH og drage nytte af deres store knowhow i den gennembrudsfase, som CLT står overfor i Danmark. Med KLH som leverandør har vi sikkerhed for kvalitet, og for et produkt, der er egnet til at indgå i konstruktioner, som vi normalt forbinder med betonens styrke og bæreevne, understreger Per Thomas Dahl.

KLH er i sig selv et godt vidnesbyrd om den voksende anvendelse af træ i byggeriet. Virksomheden er netop i gang med at fordoble sin produktion og åbner en fabrik mere i Østrig.

Danske myter om træ
- KLH’s store udvidelse af deres kapacitet viser, hvor verden bevæger sig hen. Desværre er vi herhjemme stadig lidt fodslæbende og holder liv i en del myter om træs begrænsninger. Der er et stort behov for at få nuanceret diskussionerne om brand, fugt og akustik. Det kan også sagtens lade sig gøre at bygge i højden – også ud over fire etager, siger Per Thomas Dahl, der gerne påtager sig opgaven med at gendrive sådanne myter.

- CLT Denmark vil ikke bare være leverandør, vi vil også tilbyde vores ekspertise til branchen og offentligheden om, hvor og hvordan man udnytter CLTs mange fordele bedst muligt, siger Per Thomas Dahl.

Akkurat som andre byggematerialer kan også træelementer efterfølgende beklædes med andre materialer som tegl, skifer, træflis eller pudses, som på billedet.

 

 

 

 

 

 

 

Han minder os om, at træ af langt de fleste associeres med positive egenskaber som varme, duft og åndbarhed, fordi træ er et naturmateriale, der øger trivsel og skaber et godt indeklima uden kulde- og varmespring.

- Træ er også nemt at arbejde med og forarbejde, og det er relativt let i forhold til andre byggematerialer, hvilket gør byggeprocessen meget mere behagelig og sikker, pointerer Per Thomas Dahl.

Projekter i støbeskeen
CLT Denmark har fokus på projekter i lidt større skala som fx boligbyggeri, kontordomiciler og institutioner. Men det har hurtigt vist sig, at også privatkunderne viser interesse for at bygge med massive træelementer.

- Vi oplever en stor interesse fra privatkundemarkedet, som ikke kun handler om klima og velvære. Materialets egenskaber er nemlig også i top i byggeprocessen. Man bygger mere præcist end med andre byggematerialer med tolerancer ned på 1-2 millimeter. Hertil kommer kort byggetid, og en nem byggeproces, hvor brugen af IT hjælper med at høste alle gevinster, så CLT også bliver en økonomisk fordel, forklarer Per Thomas Dahl.

En erfaren byggeboss
Per Thomas Dahl har i en årrække arbejdet i byggebranchen for NCC og senest som produktionsdirektør for Bonava, som er en af Nordeuropas største boligudviklere. Han har derfor førstehåndskendskab til effektivisering af byggepladser og vurderer, at netop CLT kombineret med digitalt design vil bidrage til at fjerne unødig spildtid og ressourceforbrug i byggeriet.

- Effektivisering af byggeriets processer er en drivende kraft for mig. Og træets egenskaber, arkitektoniske muligheder og håndværksmæssige fordele er åbenlyse for mig. Det har således været et oplagt valg at kaste sig over træ, og jeg håber, vi kan finde indpas til det i dansk byggeri, hvor en duft af træ vil gå godt i spænd med lys modernisme, siger Per Thomas Dahl.

Derfor er CLT medlem af Byens Netværk

Per Thomas Dahl pointerer i øvrigt, at CLT Denmark er med i Byens Netværk, fordi virksomheden her ser et vigtigt omdrejningspunkt for brede, engagerede og faglige netværk omkring det bebyggede miljø og aktører i byggebranchen i bredeste forstand.

CLT Denmark ønsker således at synliggøre sine visioner blandt alle aktører og beslutningstagere i og omkring arkitektur, byplanlægning og rammerne for et inspirerende og udviklende byliv.


Kontakt


Direktør Per Thomas Dahl
+45 6195 3354
ptd@clt-denmark.dk

Læs mere på clt-denmark.dk

JORTON maj 2020

footer image byens netværk