print logo

Søe-Jensen & Co.

september 2020


Dørgreb & Beslag - tradition og kvalitet siden 1862

Søe-Jensen & Co. har i mere end 150 år produceret dørgreb og beslag samt specialopgaver til større bygninger. Materialet er primært ubehandlet messing samt mange andre overflader og materialer. 

Blandt de ikoniske opgaver står blandt andet greb og beslag til Amalienborg Slot, herunder det som i dag benævnes Amalienborg langskiltet, samt vores mangeårige kunde DSB, hvor vi har leveret både toiletlåse og dørgrebet Coupe, som blev designet til togvognene af Kay Otto Fisker i 1930’erne, og som i dag er blevet en klassiker, der ses i mange danske hjem. I nyere tid er der kommet flere dørgreb til, fx Genon designet af arkitekt Christoffer Harlang.
 

     

Søe-Jensen & Co. leverer i dag dørgreb og badtilbehør til det meste af Danmark og til både private, erhvervsvirksomheder og offentlige institutioner. Blandt de mere kendte projekter kan nævnes Kokkedal Slot, Esrum Kloster, Hotel D’angleterre, Tranekær Slot og det nye luksushotel Villa Copenhagen.


Søe-Jensen & Co. anno 2020 - det gode håndværk og kvalitet består

Søe-Jensen & Co. producerer fortsat på samme vis, som da vi startede i 1862. Vi gør en dyd ud af at værne om det gode håndværk og den høje kvalitet med sandstøbte og håndpolerede greb samt en messinglegering, der indeholder en større mængde kobber i forhold til, hvad der typisk tilbydes på markedet, hvilket betyder, at vores produkter fremstår med en anden farvedybde og smuk patinering.

Og selv 100 år efter de blev sat op, er mange af vores oprindelige greb fortsat at finde i flere københavnske bygninger. I dag tilbyder vi livstidsgaranti på vores produkter, og SJC-stemplet er din garanti for kvalitet, robusthed og ægthed.

Gennem tiden har firmaet, vores butik og produktion haft til huse flere steder i København. Den første butik i Skindergade flyttede siden til Gråbrødetorv, hvor den tidligere ejer Henrik Westergaard blev ansat i 1962. Han købte senere firmaet i 1985, og i dag er det overtaget af hans søn Christian Westergaard, som varetager produktionen på egen fabrik i Polen. Senest har vi åbnet ny butik/showroom på Amaliegade i København.  

 

Derfor er Søe-Jensen & Co. medlem af Byens Netværk

For os er Byens Netværk et inspirerende mødested på tværs af byggeriets brancher. Netværkets aktiviteter er relevante og interessante og er et godt sted at udveksle erfaringer, tilegne sig ny viden og blive klogere på vigtige sammenhænge i branchen og samfundet generelt.

Vi ser frem til at etablere et spændende samarbejde med flere i netværket, så vi sammen kan være med til at bevare en vigtig del af dansk kulturarv og samtidig være med til at skrive ny historie med god kvalitet og håndværk.

Kom og mød os

Vi holder reception i vores nye showroom i Amaliegade 4 i København den 23. oktober kl. 15-18, hvor det vil glæde os at se dig.

Du er også altid velkommen til at aftale et møde med os - enten i Amaliegade eller på vores kontor på Charlottenlund Slot.


Kontakt venligst:

Helle Brøchner Agesen


ha@soe-jensen.dk
Tlf. 53747304

Læs mere på soe-jensen.dk og sjc-ark.dk

CREE Denmark oktober 2020

footer image byens netværk