print logo

Et stykke Danmarkshistorie restaureres


Byens Netværk besøger 4. Maj Kollegiet på Frederiksberg, der netop nu undergår en omfattende renovering. Det er vigtigt, at bygningen fra 1951 bevares med den symbolik og utallige referencer, der peger tilbage på Danmarks befrielse 4. maj 1945.

Fotoreportage

Kollegiet, der ligger lige ud til Frederiksberg Have og Frederiksberg Rådhus, er tegnet af modstandsbevægelsens arkitekt Hans Hansen og bygget i årene 1949-51. Bygningen er et fint eksempel på dansk funktionalisme, og er i øvrigt det sidste af Hans Hansens endnu eksisterende værker efter brandene i Frihedsmuseet og KB-hallen.

Kollegiet på Frederiksberg er ét af i alt ni 4. Maj Kollegier i Danmark, hvis formål er at være et hjem for unge under uddannelse, som gennem et fælles kollegieliv med kammerater fra forskellige samfundslag, kan nå frem til den samhørighedsfølelse der er en betingelse for en sund udvikling af demokrati og frisind som var frihedskampens målsætning. Samtidig skal 4. Maj Kollegiet bidrage til at erindringen om Danmarks frihedskamp bevares i kommende generationer.

De indbyggede møbler på værelserne og i fælleskøkkenerne på kollegiet er oprindeligt doneret af snedkerfirmaet Rud Rasmussen, og kostbare materialer som teaktræ og mahogni er oprindeligt foræret af danskere i Thailand. Bent Karlby tegnede alle lamperne og Axel Salto gardinmønsteret. Sammen med Hans Hansens karakteristiske farvesætning er det med til at give kollegiet sin særlige charme.

Tidens tand har tæret på de fysiske rammer siden kollegiet blev indviet af kongeparret i 1951. Men takket være donationer fra flere fonde kan bygningen nu gennemgå en restaurering til et større tocifret millionbeløb, således at det fredede kollegie er sikret for fremtiden.

Med en modernisering og energirenovering af kollegiet er det overordentlig vigtigt, at bygningen bevares med de utallige referencer og den symbolik, der peger tilbage på Danmarks befrielse 4. maj 1945. Den familiære fællesskabsfølelse, der fra starten har været målet, og som i særlig grad har kendetegnet 4. Maj Kollegiet på Frederiksberg, må ikke gå tabt. Den skal understreges og beskyttes. 
Efter renoveringen er det hensigten at åbne den fredede bygning yderligere op for omverdenen og offentligheden, så festsalen og dagligstuen kan bruges til symposier, møder, foredrag og levende historiefortælling. Kort sagt at skabe et moderne mødested til formidling af de værdier om frihed og demokrati, som kollegiet bygger på. Efter planen er projektet fuldført i sommeren 2016.

4. Maj Kollegiet på Frederiksberg er i dag et af de mest populære kollegier i hovedstadsområdet. Det er så efterspurgt, at det fortsat kun er fortrinsberettigede – altså børn og børnebørn af dokumenterede aktive frihedskæmpere i Danmarks modstandskamp – der har mulighed for at få en studiebolig. Alle 4. maj kollegierne står i dag som en slags levende monumenter over en tid i danmarkshistorien, som definerede det samfund og de værdier, vi har i dag. Kunsten er nu at skabe en ramme om ungt levet liv frem for et museum.
 



Program

  • 16:00
    Velkommen v/ Byens Netværk
  • 16:10
    Om 4. maj Kollegiet og bygherrerollen v/John E. Andersen, Efor for 4. Maj Kollegiet og Institutleder ved Københavns Universitet
  • 16:30
    Om renoveringen og tankerne bag v/ Arkitekt maa Sascha Leth Rasmussen, Bertelsen & Scheving
  • 16:50
    Rundvisning på kollegiet
  • 17:30
    Netværk og en forfriskning
  • 18:00
    Tak for i dag

Praktisk information

Dato og tid

21/06 2016 16:00 - 18:00

Adresse

Frederiksberg Bredegade 13B
2000 Frederiksberg

Deltagerantal

40

Mødested

Vi mødes ved hovedindgangen til kollegiet

Kontakt

ls@byensnetvaerk.dk
20956767

Praktisk information

Dato og tid

21/06 2016 16:00 - 18:00

Adresse

Frederiksberg Bredegade 13B
2000 Frederiksberg

Deltagerantal

40

Mødested

Vi mødes ved hovedindgangen til kollegiet

Kontakt

ls@byensnetvaerk.dk
20956767

footer image byens netværk