Sluseholmen Skole i Sydhavnen var finalist til Årets Skolebyggeri 2024 som et (skole)eksempel på et vellykket, inspirerende og fremsynet projekt og fik bl.a. følgende ord med på vejen:
”Sluseholmen Skole er en grøn oase i København, hvor integrationen med byens liv og natur er central. Med sin placering og innovative design, med fokus på fleksible læringsrum, tilbyder skolen både elever og lokale beboere et trygt og attraktivt byrum til leg, bevægelse og ophold hele dagen”.
Skolen på 12.5000 m2 og plads til 840 elever udmærker sig bl.a. fordi det er lykkedes at skabe et byggeri med både skole, idrætshal og parkeringshus på et meget begrænset og komplekst areal. Og fordi den indfrier Københavns Kommune vision om en grøn byskole, men også et aktivt samlingssted og grønt byrum for borgere og fritidsbrugere – hvor alle brugere føler, at skolen er deres.
Skolens grønne vision er en integreret del af både pædagogikken, men også arkitekturen og afspejles både visuelt og funktionelt i bygningen. Skolen er opført som et grønt tagterrasse-landskab med læringsmiljøer, hvor man frit kan bevæge sig fra de indendørs rum og ud til tagets grønne rum og skolehaver. Taglandskabet er desuden, via en stor udvendig trappe, tilgængeligt for områdets beboere uden for skoletiden, og er dermed også et grønt byrum til leg, bevægelse og ophold for hele bydelen.
Skolen er på fem etager og er mod Sjællandsbroen bygget sammen med et parkeringshus, hvilket er med til at skærme skole og taglandskab mod støj. Ovenpå parkeringshuset ligger skolens sportshal med udsigt over hele kvarteret og som et lysende vartegn for Sluseholmen.
Bygningens materialevalg og indretning har fokus på fleksible og stimulerende løsninger og materialer, der ældes smukt og sikrer et byggeri med lang levetid. Inventar og møbler understøtter arkitekturen og skolens visioner om plads til rummelighed og samskabelse og understøtter forskellige læringsstile og -situationer med plads til at lege og lære i store fællesskaber, men også i små nicher. Og med fokus på, at elever og lærere kan arbejde og samarbejde både aktivt, kreativt og fordybet.
På arrangementet får vi en introduktion til projektet og en rundvisning på skolen og dens uderum v/ Katja Viltoft, arkitekt og partner i JJW Arkitekter og Tine Nielsen, ansvarlig for arkitektur og indretning samt Marie Thing, partner, landskabsarkitekt MDL, Thing Brandt Landskab.
Bygherre: Københavns Kommune
Arkitekt: JJW Arkitekter
Landskabsarkitekter: Thing Brandt Landskab
Bevægelsesrum: Keingart
Rådgivende ingeniør, konstruktioner: ABC Rådgivende Ingeniører
Rådgivende ingeniør, installationer: JL Engineering A/S
Entreprenør: BAM Danmark
Trafikrådgiver: VIA Trafik
Akustikrådgiver: Gade-Mortensen Akustik
Fotokreditering: Torben Eskerod
De to sidste billeder i top-slideren er en visualiseringer fra konkurrenceforslaget
Vi forbeholder os retten til at sende et no-show-fee på 400 kr. ekskl. moms ifm. udeblivelse fra vores arrangementer. No-show-fee kan blive opkrævet, hvis du udebliver fra arrangementet uden at melde afbud til os. Læs mere om vores forhold vedr. tilmelding her.
Dato og tid
23/06 2025 14:30 - 16:30
Adresse
Sluseholmen Skole, Ved Stigbordene 26
2450 København SV
Deltagerantal
30
Mødested
Vi mødes ved indgangen
Kontakt
kbe@byensnetvaerk.dk
Katja Beck, tlf. 20841973