Udgivet d. 04. november 2025
Hvordan forbinder vi det levede liv og det byggede miljø? Hvilke processer, metoder og samarbejdsformer kan bygge bro mellem den direkte, uformelle involvering af beboere i stedsudviklingen og de mere formelle processer, som Taastrupgaard bliver udviklet ud fra?
I efteråret afholder Empathic Environments to seminarer om den sociale og relationelle kunsts potentiale for at skabe demokratiske og bæredygtige levesteder.
Første seminar bliver afholdt sammen med En drøm om i morgen, den boligsociale helhedsplan i Taastrupgaard, og tager afsæt i Tingstedet, som er udviklet af arkitekt og kunstner Gitte Juul i samarbejde med en gruppe beboere.
Tingstedet er udviklet i regi af kunst- og kulturprojektet Kysset, der involverede beboere i områdets fysiske udvikling med intentionen om at give beboere stemme, styrke kulturelt medborgerskab og skabe varige aftryk på den fysiske udvikling af det almene boligområde. Hvor Tingstedet har styrket beboeres ejerskab og identitet, fremkaldt en ny offentlighed i boligområdet og også udviklet sig i nye projekter, har det været udfordrende at skabe produktive forbindelser mellem kunstprojektet og den store transformation af Taastrupgaard.
I seminaret afsøges, hvordan Taastrupgaard kan inddrage beboere i mere uformelle formater og anvende Gitte Juuls tilgang til udvikling af steder og fællesskaber i helhedsplanen for Taastrupgaard. Målet er at identificere steder, aktiviteter og redskaber, der kan involvere beboere direkte i programmering og udformning af et alment boligområde.
PROGRAM
13.00-13.10 Introduktion og velkomst v. Tyra Dokkedahl, Empathic Environments og En drøm om i morgen v. Sia Andersen, boligsocial leder, Taastrupgaard
13.10-13.20 En drøm om i morgen v. Katrine Winther, projektchef, KAB
13.20-13.30 Den fysiske helhedsplan v. Christian Thorup, seniorprojektleder, KAB, og Klavs Jakobsen, Projektchef, Wissenberg
13.30-13.40 Kysset i Taastrupgaard og den sociale kunstpraksis v. Stenka Hellfach og Tyra Dokkedahl, Empathic Environments
13.40-14.10 Tingstedet – og Tingstedets Fælleshus og Fælleshave v. Gitte Juul, arkitekt og kunstner
Respondenter: Synergier og muligheder med helhedsplanen v. Liv Ridder Storgaard, arkitekt, og Line Fjordside, landskabsarkitekt, Vandkunsten
14.10-14.30 Pause
14.30-15.00 Kunst i relation til arkitektur og byudvikling v. Ditte Vilstrup Holm, post.doc, CBS
Hvilke erfaringer har man gjort sig i Norden? Inspirationsoplæg med eksempler på metoder og cases fra sin kortlægning af svenske, norske og danske kunstprojekter.
Respondent: Morten Nielsen, professor, Center for Sociale Bymodeller, Nationalmuseet
15.00-15.50 Workshop: Hvor og hvordan kan vi inddrage beboere i helhedsplanen for Taastrupgaard? Hvilke samarbejdsformer og redskaber har vi brug for?
15.00-15.30 Gruppearbejde
15.30-15.50 Drøftelse med panel med Lars Autrup, direktør, Arkitektforeningen og Rasmus Jessing, byggedirektør, KAB
15.50-16.00 Opsamling på dagen og videre forløb v. Tyra Dokkedahl, Empathic Environments
Dato: 12. november 2025 kl. 13:00 - 16:00
Sted: Beboerhuset, Taastrupgårdsvej 131, 2630 Taastrup