I foråret 2026 slår Dreyers Kollegie dørene op for arkitekt- og jurastuderende i en ejendom på Vesterbrogade 75, der har undergået en stor renovering og transformation frem mod sit nye formål. Bag projektet står Dreyers Fond som bygherre med Tegnestuen Vandkunsten som arkitekt.
Bygningen mod Vesterbrogade er opført omkring 1860 og blev sammenbygget og ombygget omkring 1920. I de efterfølgende 100 år er bygningen ombygget en række gange og har rummet bolig og erhverv, herunder bl.a. klubværelser. Der vil fortsat være erhverv i stueplan.
Ejendommens samlede areal udgør ca. 2500 kvadratmeter fordelt på fem etager samt udnyttet tagetage og delvis kælderetage.
Efter transformationen vil kollegiet have 42 værelser på mellem ca. 14-21 kvadratmeter. Alle med indbygget seng, vaskeniche, skrivebord og opbevaringsplads i birkekrydsfiner og hvor det har været muligt de originale trægulve.
Der vil være bade og toiletter til deling mellem ca. 9-12 beboere. Derudover vil der være fire fælleskøkkener, to tagterrasser og et stort fælleshus som også rummer fællesvaskeri.
Bygningen har været gennem en farvearkæologisk undersøgelse, og facaderne bliver derfor pudset og tilført en hvidgrå kalkfarve for at nærme sig det oprindelige udtryk.
Det er unge selv, der har været med til at udvikle Dreyers Kollegie. 21 jura- og arkitektstuderende har gennem halvandet år deltaget i workshops og været med til at forme alt fra vision og værdigrundlag (beskrevet i kollegiets manifest) til indretning, drift og organisering. Resultatet er et kollegie, der ikke bare tilbyder et værelse men et sted, der hele tiden formes af dem, der bor her og hvor fokus er på at skabe og være del af et levende, mangfoldigt og fagligt fællesskab.
På arrangementet får vi en rundvisning i Dreyers Kollegie, mens det stadig er under færdiggørelse, så bemærk at det er en byggeplads, og hører om dets vision, proces og arkitektoniske greb med deltagelse af Lisbeth Nørskov Poulsen, Direktør i Dreyers Fond og Lars Rex Christensen, Arkitekt MAA, Vandkunsten.
Bygherre: Dreyers Fond
Arkitekt: Tegnestuen Vandkunsten
Ingeniør: Klaus Nielsen A/S
Hovedentreprenør: Jakon A/S
Bygherrerådgiver: SCHØDT
Byggeledelse: MM arkitekter
Miljørådgivning: Dansk Miljø Analyse
Farvearkæologer: Eltang & Rygaard Konservering
Konceptudvikling og brugerinddragelse: Hele Landet
Kilde: dreyerskollegie.dk
Fotokreditering: Renderinger (indefra og udefra) af Vandkunsten; Workshop med de unge - foto: Dreyers Fond; Førbillede af Vesterbrogade 75 - foto: Claus Lillevang; Billede indefra byggeplads - foto: Emilie Koefoed.
Vi forbeholder os retten til at sende et no-show-fee på 400 kr. ekskl. moms ifm. udeblivelse fra vores arrangementer. No-show-fee kan blive opkrævet, hvis du udebliver fra arrangementet uden at melde afbud til os. Læs mere om vores forhold vedr. tilmelding her.
Dato og tid
13/01 2026 15:30 - 17:30
Adresse
Vesterbrogade 75
1620 København V
Deltagerantal
25
Mødested
Vi udenfor Vesterbrogade 75
Kontakt
kbe@byensnetvaerk.dk
Katja Beck, tlf. 20841973