Hvordan kan en nødvendig tagrenovering blive en anledning til at tænke både bæredygtighed, arkitektur og energiforsyning sammen? Det kan du blive klogere på, når vi besøger Glostrup Ejendomsselskab/KAB, der er i fuld gang med et spændende projekt, hvor teknik, arkitektur, genbrug, energi og beboernes ønsker ikke behandles som hver sin løsning, men samles i én helhed.
Når et tag alligevel skal udskiftes, opstår muligheden for at tænke længere end den nødvendige vedligeholdelse. I Glostrup Vestergård er renoveringen blevet afsæt for en helhedsorienteret løsning, hvor materialer genanvendes i videst muligt omfang, samtidig med at bebyggelsen får en ny energifunktion.
Omkring 8.500 m² eksisterende tagsten genbruges efter test og rensning, hvilket reducerer behovet for nye materialer og mindsker projektets CO₂-aftryk. Samtidig etableres ca. 6.500 m² integrerede røde solceller på otte boligblokke. Solcelleanlægget er tilpasset tagets udtryk, så bebyggelsens karakteristiske røde tage bevares, mens der produceres grøn strøm til både boliger og fællesfaciliteter.
På besøget får vi sammen med Flemming Lund Kristensen, Markedschef for almene boliger, AI, Bendt Micheelsen, Projektchef, Hovedstadens Bygningsentreprise og Frederik Svendsen, Tilbuds- og markedschef, Hovedstadens Bygningsentreprise, indblik i nogle af afvejningervi indblik i de mange afvejninger, der ligger bag projektet: Hvordan forenes lokalplanskrav, bevaringshensyn, bæredygtighed, økonomi og moderne energiløsninger? Og hvordan omsættes ambitionerne til praktiske løsninger gennem samarbejdet mellem bygherre, rådgivere og entreprenør? Og så skal vi naturligvis op i stilladserne og op på taget, for at se lidt nærmere på det hele!
Fakta om projektet
Periode: 2021-2027
Bygherre: Glostrup Ejendomsselskab v. KAB
Totalrådgiver: AI Arkitekter & Ingeniører
Entreprenør: Hovedstadens Bygningsentreprise m.fl.
Solcelleleverandør: Ennogie Solar Group
Læs evt. mere om projektet HER
Bemærk at det er et byggepladsbesøg, og at du selv skal medbringe sikkerhedssko for at deltage.
Fotokreditering: AI Arkitekter & Ingeniører
Dato og tid
09/09 2026 15:00 - 17:00
Adresse
Vestergårdsvej 37
2600 Glostrup
Deltagerantal
30
Mødested
Beboerhuset/Glostrup Ejendomsselskab - lille grå bygning ved siden af Rema (Sportsvej10)
Kontakt
lsh@byensnetvaerk.dk
Louise Skafte Hedensten, mobil: 20956767