Farver påvirker vores oplevelse af et rum, en facade og en by, før vi bevidst tænker over dem. Vær med, når arkitekt Anders Barslund med udgangspunkt i farveteori og neuroæstetik sætter fokus på, hvordan øjet og hjernen opfatter farve, og hvad det betyder for de valg, der træffes i arkitekturen.
Oplægget bevæger sig fra, hvordan vi oplever farver til deres virkning på rum, bygninger og byrum. Undervejs kommer vi til at høre om farveteori, om hvordan arkitekturens farver har ændret sig gennem historien og om forskellen mellem naturlige og industrielle pigmenter.
1. Anders Barslund. Foto: Steen Gyldendal, 2. Vilhelm Hammershøi, Interiør. De fire stuer, 1914, 3. Vilhelm Hammershøis Interiør. De fire stuer, 1914, reduceret til vandrette og lodrette farvefelter, med den fjerneste dør i en orange inspireret af Johannes Itten. Illustration: Anders Barslund.
Med afsluttende spørgsmål om, hvor farverne i byggeriet kan bevæge sig hen, hører vi herefter Jørgen Andreasen, skandinavisk salgsdirektør for IGP Powder Coatings, fortælle om IGP’s pulverlakering og dens tekniske egenskaber med afsæt i forskellige projekter, hvor miljøvenlige og UV bestandige pulverlakker er brugt til både at fremhæve og samtidig beskytte arkitekturen.
Arrangementet henvender sig både til rådgivere, der allerede arbejder med farver, og til deltagere fra andre fag, der vil forstå, hvorfor farvevalg betyder noget.
Vi runder dagen af med fortsat dialog og netværk over gløgg og æbleskiver hos DesignWerck, der er et kreativt showroom og udstillingsrum for skandinavisk design. Her er der mulighed for at se IGP Powder Coatings’ forskellige løsninger, ligesom der er mulighed for at se designløsninger fra de øvrige udstillere.
Om Anders Barslund
Anders Barslund er arkitekt MAA og har siden 2006 drevet sin egen tegnestue med fokus på renovering, rekonstruktion og tilbygninger. Han arbejder med farvestrategi, undervisning og produktudvikling og er ved at bygge Colours by Barslund, en platform for farvesystemer. Hans faglige omdrejningspunkt er neuroæstetik, altså hvordan sanserne og hjernen reagerer på de omgivelser, vi bygger.
Om IGP Powder Coatings
IGP er en schweizisk producent af pulverlakering, der udvikler og producerer løsninger til arkitektur, design og industri. IGP-belægninger beskytter og fremhæver båder facader, møbler, vinduer m.m. I København kan man bl.a. se IGP Powder Coatings på bygninger som Augusthuset Woods, BLOX, hotel NH Collection Copenhagen, KB32 på Kalvebod Brygge samt Ø21 på Vibenshus Runddel.

Dato og tid
03/12 2026 16:00 - 18:00
Adresse
DesignWerck, Krudtløbsvej 12
1439 København K
Deltagerantal
30
Mødested
DesignWerck
Kontakt
kbe@byensnetvaerk.dk
Katja Beck, tlf. 20841973