Bygning 208 – Fra nedslidt auditoriebygning til moderne læringsmiljø i international klasse
Bygning 208 er blevet transformeret fra en mørk og nedslidt auditoriebygning til et topmoderne forsknings- og undervisningsmiljø. Den funktionalistiske bygning blev oprindeligt tegnet af arkitekterne Eva og Nils Koppel i 1967 som én af syv særlige specialbygninger på campus. Med respekt for den oprindelige arkitektur er bygningen nu revitaliseret og fremstår som en nutidig ramme for fremtidens læring.
I B208 har DTU skabt et lyst og luftigt lærings- og studiemiljø, hvor undervisere kan udfolde et bredt spektrum af undervisningsformer. På førstesalen bliver studerende fra kemi og beslægtede fag undervist i auditorier, holdlokaler med værkstedskarakter og interaktive grupperum. Mellem timerne kan studerende arbejde sammen i uformelle studiezoner og efter undervisning indtage et nyt loungeområde, danse eller spille musik i kælderetagen. B208 er de studerendes base i 2. kvadrant på DTU Lyngby Campus og åben døgnet rundt.
Projektet har som det første nogensinde opnået DGNB Diamant, DGNB Platin og DGNB Hjerte og er nomineret til Renoverprisen 2025. Renoveringen er gennemført med DTU Campus Service som bygherre, i samarbejde med et rådgiverteam, der har haft fokus på arkitektonisk bevaring, bæredygtighed og fremtidssikring af faciliteterne.
Resultatet er et moderne og inspirerende læringsmiljø, hvor funktionalitet, bæredygtighed og kulturarv forenes – og som understøtter DTU’s ambition om at sætte standarden for fremtidens innovative læringsmiljø med respekt for kulturarven og fokus på bevaring og genbrug.
Bygning 313 – Climate Challenge Laboratory
Bygning 313, også kendt som Climate Challenge Laboratory, er et innovations- og forskningshus skabt til at adressere nogle af verdens største klimaudfordringer.
Bygningen er tegnet af Christensen & Co Arkitekter og opført i samarbejde med MT Højgaard, Artelia og 1:1 Landskab. Bygningen et teknisk og arkitektonisk flagskib, der kombinerer højteknologiske laboratorier med fleksible undervisnings- og projektzoner.
Med faciliteter til avanceret forskning i blandt andet fysik, nanoteknologi og materialer til bæredygtig energi er bygningen hjemsted for DTU's arbejde med grøn innovation. Her eksperimenteres med alt fra energilagring og nye byggematerialer til CO₂-reduktion og klimatilpasning.
Navnet Climate Challenge Laboratory understreger ambitionen: At bringe forskning, uddannelse og innovation sammen i kampen mod klimaforandringer. Bygningen er konstrueret med ekstremt høje krav til vibrationsfrihed og klimastabilitet – nødvendigt for præcise målinger og følsomme eksperimenter – og samtidig med fleksibilitet og rum til kreativitet og samarbejde.
Det er et hus, der både rummer og stimulerer idéudvikling, og som inviterer studerende og forskere til at tænke på tværs af fagligheder og udvikle løsninger, der kan gøre en reel forskel i verden.
Kom med bag facaden og oplev, hvordan DTU forener arkitektur, teknologi og læring i nogle af landets mest avancerede forskningsmiljøer.
Vi forbeholder os retten til at sende et no-show-fee på 400 kr. ekskl. moms ifm. udeblivelse fra vores arrangementer. No-show-fee kan blive opkrævet, hvis du udebliver fra arrangementet uden at melde afbud til os. Læs mere om vores forhold vedr. tilmelding her.
Dato og tid
12/08 2025 15:00 - 17:30
Adresse
DTU Lyngby, Matematiktorvet 3. kvadrant
2800 Kgs. Lyngby
Deltagerantal
30
Mødested
Vi mødes foran bygning 313
Kontakt
hsl@byensnetvaerk.dk
Henriette Sofie Larsen, tlf. 23344601