Funktion, form og konstruktion er blevet gentænkt i Ørestad Kirke, der er under opførelse i Arenakvarteret i Ørestad, som den første nybyggede kirke i København i mere end 30 år. Når den står færdig, står en unik kirke i træ, der ikke alene er et kirkerum, men også et nyt samlingssted for kvarteret og vartegn for Ørestad.
Den nye kirkebygning er tegnet af Henning Larsen, som også leder arbejdet på byggepladsen, hvor råhuset nu har rejst sig under SiteCover overdækningen. Kirkens areal bliver på 1.618 m2 fordelt på 2 etager. Der bliver plads til 276 siddepladser i selve kirkerummet og yderligere 130 siddepladser i et kulturrum. Dertil kommer rum til administrative funktioner.
Træ er det primære materiale i konstruktioner af både dæk, vægge, søjler og bjælker. Senere kommer en facadebeklædning i ru træspåner fra affaldstræ.
Dette med tanke for både miljøet, men også for at bringe en varme og sanselighed ind i det arkitektoniske udtryk, hvor designet er skabt ved at udforske, hvordan mennesker med forskellig baggrund ser på moderne spiritualitet samt ved at inddrage de omkringliggende omgivelser med naturen på Amager Fælled. Inspirationen kommer derfra bl.a. fra lysninger i skoven og dagslys, der filtreres gennem trækronerne, hvilket ses i kirkerummets 16 ovenlysvinduer, der bringer lys ind i bygningen og giver blik til himlen.
Ørestad Kirke bliver ikke alene et kirkerum, men også et nyt mødested, der kan rumme alle kvarterets beboere, så aktiviteter fra den traditionelle kirke og et kultur- og forsamlingshus kan deles under samme tag.
Byggeriet forventes afsluttet i slutningen af 2026.
På arrangementet deltager Jens Larsen, Site- and project manager, Henning Larsen.
Bemærk at arrangementet har fokus på byggeprocessen.
Fakta
Bygherre: Ørestad Sogn
Bygherrerådgiver: COWI og Arkitema
Arkitekt: Henning Larsen
Ingeniør: Rambøll
Entreprenør: Züblin
Borgerinddragelse: Platant
Renderinger af Vivid Vision
Dato og tid
02/07 2026 14:30 - 16:00
Adresse
Richard Mortensens Vej 1
2300 København S
Deltagerantal
30
Mødested
Foran indgangen til byggepladsen
Kontakt
kbe@byensnetvaerk.dk
Katja Beck, tlf. 20841973