I 2022 igangsatte Københavns Kommune kampagnen Byens Sjæl, hvor københavnerne fik mulighed for at nominere bygninger, de syntes havde en særlig – og måske overset – betydning for København. Af de 217 indkomne forslag udvalgte et dommerpanel 50 bygninger som særligt karakteristiske for byens sjæl, og 49 blev udpeget som bevaringsværdige og er nu bedre beskyttet mod nedrivning end tidligere.
De 50 bygninger er nu også ”bevaret” i ord og billeder i bogen Det Ejendommelige København med tekst og idé af Mathias Nordby. Inddelt efter bydele beskriver han bygningernes betydning, og det liv har været og er i dem. Ikke det polerede og flotte, men det skæve og autentiske.
”Mit ønske med Det Ejendommelige København er at være med til at fastholde noget af det, vi som københavnere alt for let kommer til at overse i vores egen by – og at minde os om, hvor vigtig hverdagen, historierne og det stedbundne er.”
Sammen med Mathias Nordby tager vi på byvandring i København Nordvest og oplever nogle af de bygninger, som står som konkrete og ”ejendommelige” eksempler på, hvad vi som by og samfund bør værne om, og som har en særlig betydning for by(del)ens sjæl.
På turen går vi blandt andet mellem gamle boligejendomme, tidligere og transformerede industribygninger samt ikoniske beværtninger.
Turen starter ved Demokrati Garage på Rentemestervej 57. Indledningsvis vil Mathias Nordby fortælle om bogens tilblivelse og hans fokus på at formidle og fremhæve de bygninger, som har særlig betydning – for københavnerne, for byen og for vores byplanlægnings- og arkitekturhistorie. Derefter går turen rundt i dele af Nordvest-kvarteret med stop hos Farvemøllen, hvor vi får et kig indenfor og AKF vil fortælle om udviklingen af den tidl. industribygning.
Mathias Nordby er stifter af Urban Studio og har i en lang årrække har arbejdet med kommuneplanlægning og strategisk udvikling som både selvstændig rådgiver og i Københavns Kommune. Han var også medinitiativtager til Byens Sjæl kampagnen.
Mathias Nordby er forfatter til bogen Det Ejendommelige København, som udkom i oktober 2025 med fotos af Anders Hviid.
Til arrangementet er det muligt at købe bogen ”Det Ejendommelige København” (med 25 % rabat).
Vi forbeholder os retten til at sende et no-show-fee på 400 kr. ekskl. moms ifm. udeblivelse fra vores arrangementer. No-show-fee kan blive opkrævet, hvis du udebliver fra arrangementet uden at melde afbud til os. Læs mere om vores forhold vedr. tilmelding her.
Dato og tid
05/03 2026 15:30 - 18:00
Adresse
Rentemestervej 57
2400 København NV
Deltagerantal
30
Mødested
Demokrati Garage
Kontakt
kbe@byensnetvaerk.dk
Katja Beck, tlf. 20841973