Områdefornyelse Bavnehøj blev gennemført fra 2020-2024 med fokus på at udvikle Bavnehøjs byrum, oplevelser og fællesskaber i tæt samarbejde med lokale kræfter.
Sydhavnsområdet Bavnehøj er et gammelt arbejderkvarter med klassiske boligkarreer og Vestre Kirkegård som en rekreativ oase. Kvarteret har dog også ligget som en ”lomme” mellem store byudviklingsområder på Teglholmen og Sluseholmen og det gamle Sydhavn omkring Karens Minde.
Lokale kræfter gjorde derfor opmærksom på behovet for udvikling i Bavnehøj og har taget teten på at skabe vigtige og varige forandringer – fra nye mødesteder og stærkere forbindelser til kunst og kultur i det offentlige rum.
Tag med, når vi sammen med projektchef fra (det nu afsluttede) Områdefornyelse Bavnehøj og projektleder fra Bavnehøj Allé projektet hører om indsatsområder og inddragelsesproces på en bydelsvandring med følgende nedslag:
Kunst på Sydhavn Station – turen tager sin start på Sydhavn St. hvor et videokunstværk byder rejsende og beboere velkommen til kvarteret og samtidig er med til at skabe identitet og tryghed i byrummet. Værket er skabt af den lokale kunstner Sonja Lillebæk Christensen.
Kunst på Kanten – byrummet mellem Johan Kellers Vej og Bavnehøj Skole har fået et løft i form af et farverigt hegn med siddemøbler og to åbninger, der giver adgang til skolens kunstgræsbane og åbner skolen for kvarteret ved at invitere til ophold og samvær. Skolens elever har været aktivt involveret i projektet.
Bavnehøj Allé – strækker sig som en grøn kile fra Enghavevej til Vestre Kirkegård og er en vigtig del af Bavnehøjs fysiske ramme. Med områdefornyelsen har man ønsket at fremhæve alléens grønne kvaliteter og skabe bedre mødesteder med en modernisering af alléen, så den med nye opholdszoner og ny beplantning bliver mere indbydende. For enden er etableret en ny kvarterplads til arrangementer, fællesskab og kulturliv.
Bavnehøj Allé har været områdefornyelsens største projekt, også i berøringsflade, og der har været en omfattende inddragelsesproces med borgermøder, workshops og afprøvninger, hvor lokale beboere og interessenter har været med til at forme de fysiske forandringer.
Vestre Kirkegård – vi fortsætter turen ind på Vestre Kirkegård, hvor vi hører lidt om det klimatilpasningsprojekt, der skal tilbageholde, nedsive og forsinke vandet via en stedvis bearbejdning af det eksisterende terræn med etablering af bl.a. bassiner i form af græslavninger.
Østre Kapel – vi slutter turen udenfor Østre Kapel, hvor udearealer og bygning skal renoveres, så det kan blive et nyt mødested i kvarteret med en kommende teaterscene samt rum til kulturoplevelser og en café.
På arrangementet deltager Niels Hansen, tidl. Projektchef, Områdefornyelsen Bavnehøj, i dag Projektchef, Områdefornyelsen ved Skjolds Plads, Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen og Mette Greve Pedersen, Specialkonsulent, Klimatilpasning, Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen.
Dato og tid
06/05 2026 15:30 - 17:30
Adresse
Ernst Kapers Vej 1
2450 København SV
Deltagerantal
30
Mødested
Vi mødes foran Sydhavn Station
Kontakt
kbe@byensnetvaerk.dk
Katja Beck, tlf. 20841973