”Og det er min erfaring, fra samtaler med mange slags mennesker, at selv om de interesserer sig levende for deres egen boligsituation, så ved de meget lidt om meningen med de forskellige huse og bebyggelser”.
Sådan skriver arkitekt og professor Erik Nygaard i 1984 i forordet til sin bog ’Tag over hovedet – Dansk Boligbyggeri fra 1945 til 1982’.
De aktuelle drøftelser af nutidens boligsituation fik mig til at hive bogen ned fra hylden og genlæse den. Bogen mindede mig om den rige boligdiskussion og boliginnovation, som prægede efterkrigstidens reaktion på datidens boligkrise – nationalt og internationalt. Og det historiske tilbageblik fik mig til at drømme om en fornyet tværfaglig, helhedsorienteret indsats over for den boligkrise, vi står over for nu.
Det inspirerende for mig er, at man undersøgte meningen med boligbyggeriet holistisk, og svarene på boligkrisen blev konkrete indsatser og lovgivning, der adresserede udfordringen – både arkitektonisk, planmæssigt, socialt, byggeteknologisk og økonomisk. I de følgende mange år forandrede statslånshuse, huslejeloft, de almene sociale bebyggelser, etagebyggeri og parcelhuse danskernes boligsituation.
Boligtypologier med mening
I det billede er det værd at huske, at de boligtypologier, vi i dag tager for givet, er opfundet og udviklet, fordi man ville noget med boligerne. Der var mening bag. Boliger til det nye moderne liv, nye familieformer, kollektiver, hele bebyggelser. Sammen med en bred vifte af andre fagligheder spillede arkitekterne en betydelig rolle i undersøgelser og diskussioner af, hvad den mening var.
Jeg er selvfølgelig ikke blind over for bagsiden af efterkrigstidens boligudvikling; langt fra alt lykkedes i forhold til den byggede kvalitet eller de sociale ambitioner, og arkitekterne trak sig med tiden fra en del af boligbyggeriet. Men jeg savner den vilje, tværfaglige nysgerrighed og forestillingskraften til at gå ind i en undersøgelse af: Hvad er meningen med fremtidens boliger?
Fornyet samtale om boligkvalitet
Det drømmer jeg om, fordi jeg oplever, at mange samtaler om løsningen på boligkrisen deles op i enkeltstående lappeløsninger, hvor et emne adresseres ad gangen. I byggeriet ser jeg desværre, at der er boliger, der bygges i dag, som er tæt på ”meningsløse”. De er ikke for alvor udtryk for en arkitektonisk idé, der understøtter en særlig boligkvalitet som f.eks. fælles rigt børneliv, naturen, selvbyg i organisk voksende bebyggelser, socialt boligliv til hjemløse eller helt nye boligformer til en aldrende befolkning.
Markedet har altid været en vigtig spiller og skal fortsat være det. Men, der er for mange ’markedskonforme boliger’ med 2-3-værelses boliger med elendige ufleksible planløsninger. Etageplanerne er fastlåste uden mulighed for at slå boliger sammen – eller gøre dem mindre, hvis der er behov for nye måder at bo på. Spørgsmålet om boligtypologi, f.eks. etageboliger eller rækkehuse, handler mindre om, hvilke boligkvaliteter den særlige boligtypologi kan tilbyde og mere om ’hvad der kan lade sig gøre’.
En låst boligsituation
Køb bliver sværere for unge familier. Flyttekæderne, hvor ældre kan flytte fra den store bolig til en mindre bolig inden for lokalområdet og give plads til børnefamilierne, er vanskelige at lykkes med, selv om det vil give meget mening. Bankerne foretrækker fortsat at låne til et nyt typehus frem for at finansiere renovering af det eksisterende. De fleste nye boliger og planløsninger bygger ikke på viden om ressourcer, miljø eller livskvalitet – og det på trods af, at vi ved mere og mere om emnerne. Se bare f.eks. på den gode viden, der ligger i Realdanias rapporter, i Plan22+, på arkitektskolerne, hos AAU Build, Arkitektforeningen eller Boligøkonomisk Videncenter.
Det er ikke ond vilje, men det er som om man fanges i en slags ’boliglås’, hvor man støder panden mod systemerne. Og ja, der findes heldigvis også fine nutidige eksempler på gode løsninger på disse spørgsmål, som vi kan inspireres af. De er blot ikke repræsentative for det generelle billede.
Fælles forestillingskraft
Derfor: Med inspiration fra efterkrigstidens forestillingskraft, innovation og vilje til at skabe mening med boligbyggeriet, drømmer jeg om, at den aktuelle boligkrise bruges til at tage et dybt dyk ned i spørgsmålet om meningen med fremtidens boliger i en større holistisk samfundsmæssig, human og økologisk sammenhæng. Hvor fagligheder på tværs af viden om arkitektur, finansiering, boligkvalitet, ressourcer, social balance, nye materialer og byggesystemer, håndværk, økologi, livskvalitet m.v. munder ud i flerstrengede strategier med ny lovgivning, konkurrencer, forsøgsbyggeri og indsatser.
Den skal flytte os fra den ’boliglås’, vi er havnet i, til boligbyggeri, hvor vores systemer (byggeteknologisk, finansielt, planlægningsmæssigt og arkitektonisk) hjælper os med at skabe boliger til morgendagen med udgangspunkt i det samfund og de værdier, vi har i dag.
Boliger, der giver mening i forhold til de demografiske forandringer, generationernes økonomi, den eksisterende boligmasses forandringskapacitet, fremtidige ressourcer, vores muligheder for at være en del af det at bygge og vedligeholde vores bolig – og ikke mindst løfter den æstetiske kvalitet i de rammer, vi skal leve i.
Denne klumme er skrevet af: Anne Mette Boye, Stadsarkitekt, Aarhus Kommune
Foto: Ida Wang
Klummen er udtryk for forfatternes egne holdninger.
