Hvad der i sin tid først og fremmest skulle være et inspirationsværktøj for malermestre og bygningsejere ved farvesætning af de københavnske bygningsfacader er blevet til et veritabelt referenceværk for byplanlæggere, arkitekter – ja, og designere inden for en lang række brancher.
Nu foreligger vores Københavns Malerlaugs Nye Farveprøver i en genudgivelse – i alt 212 intense kulører omhyggeligt konverteret fra de oprindelige Munsell-farvekoder til vore dages NCS-system.
Vi i Københavns Malerlaug er lidt stolte af at have skabt et værktøj, der har vundet udbredelse langt ud over, hvad det var tænkt som. Vores forgængere har været i stand til at udvælge og sammensætte en farveprøvesamling, der er fri af tidens mode, og som har dannet skole både i og uden for byggeriet.
Trods navnet har vores klassiske farveprøver mere end 70 års historie bag sig.
Laugets første farveprøvesamling blev udsendt i 1952. Under medvirken af den navnkundige arkitekt, lektor Svend Limkilde, udsendtes Københavns Malerlaugs Nye Farveprøver i 1970. Det er dem, vi nu har genudgivet her i 2025.
Vi har valgt at genudgive Farveprøvesamlingen i den samme fornemme udførelse som den, den afløser. Hver kulør er optrykt på et kraftigt ark af 145 x 100 mm og leveres i en robust kassette, der kan tåle at blive brugt.
Københavns Malerlaugs Nye Farveprøver 2025 er et uundværligt referenceværk for den, der beskæftiger sig med bygningsrenovering og -restaurering, men er naturligvis egnede til enhver farvesætningsopgave. De 212 smukke, mættede farvetoner kan stå alene eller kombineres i markante visuelle udtryk.
Føj Københavns Malerlaugs Nye Farveprøver 2025 til dit fagbibliotek. Dér hører de til.
Christian Staubo Hansen, Formand for Københavns Malerlaugs Maletekniske Udvalg.
Udvalget har stået for genudgivelsen af Københavns Malerlaugs Nye Farveprøver. Københavns Malerlaugs Nye Farveprøver 2025 omfatter 212 kulører anført med NCS-koder.
212 kulører beskrevet med NCS-koder optrykt på kort med høj gramvægt à 145 x 100 mm
Leveres i robust kassette
Pris kr. 899,- + moms og forsendelse
Forhandles kun gennem Københavns Malerlaugs webshop
Om Københavns MalerlaugKøbenhavns Malerlaug er et mere end 400 år gammelt branchefællesskab af københavnske bygningsmalermestre. Lauget har blandt andet som mission at indsamle og formidle malerfaglig viden til faget og dets kunder og har også udgivet andre farveprøvesamlinger gennem årene. Lauget har igennem en længere årrække været tilsluttet Byens Netværk både for at understøtte et vigtigt fagligt fællesskab og for at kunne bidrage med maleteknisk indsigt.