print logo

Tegnestuen Mejeriet

september 2026

Topbillede: Historiens Hus i Haderslev er et kombineret arkiv og videnscenter, skabt til at bevare og tilgængeliggøre vores fælles historie. Foto: Tina Liv
 

På Mejeriet møder vi den hastige udvikling i byggebranchen med snart 50 års erfaring inden for arkitektur og design. Vi arbejder med restaurering, transformation, renovering og bygherrerådgivning, altid med udgangspunkt i stedet og den fortælling vi skriver os ind i.

At gentænke det eksisterende

Vi oplever et stigende behov for at gentænke det eksisterende, og siden 1978 har vi arbejdet for at bevare, gentænke og bygge videre på vores eksisterende bygningsmasse.

Over en årrække har Mejeriet varetaget den omfattende istandsættelse og ombygning af Henne Kirkeby Kro. Med fokus på den 200-årige arkitektoniske og kulturhistoriske arv, kroen bærer med sig, er bygningens ydre nænsomt bevaret, mens restauranten, køkkenet og tilstødende bygninger har undergået en omfattende modernisering, der understøtter kroens høje niveau og værtskab.

Henne Kirkeby Kro står som en arkitektonisk og kulturel arv, og Mejeriet har siden 2008 varetaget gennemgribende istandsættelser og ombygning med omtanke og respekt for den traditionsrige krokultur. Foto: Helene Høyer Mikkelsen

Når det fysiske fundament ikke står til at redde, er det spørgsmålet, hvordan vi viderefører og omsætter de eksisterende historiske og stedsspecifikke kvaliteter til ny og tidssvarende arkitektur. I det nyåbnede Toldbodvinhus i Middelfart, der siden 1885 har fungeret som havnekro, har vi skabt et moderne spisehus med klare referencer til den historiske bygnings arkitektur og æstetik. Fælles for både Henne Kirkeby Kro og Toldbodvinhus er den gamle og traditionsrige værtskabskultur, som bygningerne danner rammen om.

Andre gange handler det om at tilføje nye lag til det eksisterende, som kan styrke den nuværende fortælling og brug. Tilbygningen til Deutsches Museum Nordschleswig er en moderne og kontrastfuld udbygning af den oprindelige museumsbygning. Forbundet af et glasoverdækket mellemrum beretter de sammen om det dansk-tyske grænseland og det tyske mindretals identitet og kultur i Danmark. En poetisk tilføjelse til en vigtig del af vores fælles historie.

Den nye tilbygning til Deutsches Museum Nordschleswig i Sønderborg er et møde mellem ny og gammel arkitektur, som sammen fortæller historien om det tyske mindretal i Danmark. Foto: Helene Høyer Mikkelsen   

Når nyt bliver gammelt

De danske 80'er-byggerier og erhvervsbygninger udgør et stort arkitektonisk potentiale og kan med enkle greb bidrage positivt til vores miljø og vores fællesskaber. I SAS' administrationsbygning i Kastrup fra 1978 har Mejeriet netop vist, at det kan lade sig gøre. Vi har arbejdet ud fra et simpelt princip om at bevare flest mulige eksisterende overflader og genanvende dem i nye sammenhænge. De gamle glasvægge og tæppefliser er blevet genaktiveret i et tidssvarende kontormiljø med rod i SAS' historie og visuelle identitet. Målet er at skabe løsninger, der styrker vores ressourcebevidsthed, samtidig med at vi skaber arkitektonisk kvalitet, der løfter vores hverdag.

Den danske idrætstradition har dybe rødder, og med en gennemsnitlig levealder på 30 år bærer landets svømmehaller i dag præg af årtiers daglig brug. Mejeriet har været bygherrerådgiver på renoveringen og udvidelsen af Helsingør Svømmehal samt renovering af Fredericia Badeland. Foto: Tina Liv

Derfor er vi med i Byens Netværk

I byggebranchen er vi med til at forme fremtidens byggeri og derfor også forpligtet til at arbejde for løsninger, der tager vare på vores historie og vores ressourcer. Vi tror på, at Byens Netværk kan være med til at styrke vores erfaringsudveksling og arbejdsrelationer, så vi kan møde tidens udfordringer på tværs af vores fagligheder.

Trefor Transformerstation i Kolding blev opført efter en ødelæggende brand i den gamle centrale station. Projektet blev prisbelønnet ved Arkitekturens Dag 2022 for sin omhyggelige udførelse af en moderne teknikbygning. Foto: Tina Liv

Kontakt os eller læs mere på mejeriet.dk

Mejeriet har 30 ansatte fordelt på tegnestuer i Kolding, Haderslev og København, hvor arkitekter, designere, bygningskonstruktører og bygherrerådgivere arbejder side om side og på tværs af landet

Topbillede: Historiens Hus i Haderslev er et kombineret arkiv og videnscenter, skabt til at bevare og tilgængeliggøre vores fælles historie. Foto: Tina Liv

 

Insutex august 2026

footer image byens netværk