print logo
Byens netværk

Byens Netværk anbefaler: Steder du kan opleve i sommerferien

Udgivet d. 08. juli 2026

Byens Netværks sekretariat giver personlige anbefalinger til nogle af de steder, vi selv skal opleve i vores sommerferie rundt omkring i Danmark. Lad dig inspirere til en tur ud i naturen, ind i kulturen eller gennem byen. 
 

Anbefaling fra Anna Esbjørn, der holder ferie i det jyske med fokus på kunst, landskaber og arkitektur

Maltfabrikken i Ebeltoft
Maltfabrikken i Ebeltoft er et af Danmarks mest spændende transformationsprojekter, som jeg glæder mig til at besøge. Her er en tidligere industribygning blevet omdannet af Praksis Arkitekter til et levende kraftcenter for kultur, læring, iværksætteri og fællesskab med respekt for stedets historie og identitet. Det særlige ved Maltfabrikken er, at udviklingen er drevet nedefra af lokale ildsjæle, borgere og foreninger, som har kæmpet for at bevare og genaktivere bygningen som et aktiv for byen. Resultatet er et levende eksempel på, hvordan kulturarv kan danne fundament for bæredygtig byudvikling og nye fællesskaber.

Foto: Jens Lindhe

De Fem Halder ved Viborg
De fem Halder er et særligt sted, hvor natur, historie og arkitektur smelter sammen. Midt mellem Dollerup Bakker og Hald Sø kan man opleve 800 års historie gennem borgruiner, herregårde og smukt formidlede landskaber. Området rummer de fem historiske levn, som giver navn til stedet: Gammel Hald, Valdemars Skanse, Hald Slot, Daas Herregård og Hald Hovedgård.
Erik Brandt Dam Arkitekter og Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter vandt Dansk Landskabspris 2025 for deres nænsomme arkitektoniske greb og bearbejdning af kulturlandskab og historiske spor. De Fem Halder er en mulighed for at opleve og mærke historiens vingesus i et nutidigt og sanseligt landskab.

Udkigstårn ved De Fem Halder. Foto: Jens Lindhe


Anbefaling fra Eva Elisabeth Østergaard, der bl.a. holder ferie på familiehøjskole

Smuk arkitektur på Idrætshøjskolen Sønderborg
Vi har oparbejdet en familietradition med at tage på familiehøjskole på Idrætshøjskolen Sønderborg hver sommer. Det er en uge med fuld smæk på kvalitetstid, idræt og store fælles oplevelser, og vi vender hvert år udmattede og lykkelige hjem. Idrætshøjskolen har et væld af korte kurser hele sommeren, så der er næsten noget for alle aldre, der har lyst til at bruge lidt af sommeren på højskolesang og idræt i fællesskab med andre. En ekstra bonus ved opholdet er, at rammerne foregår i det fineste eksempel dansk funktionalisme. Højskolen er tegnet af arkitekten Tyge Hvass og opført i 1952. Med sine gule tegl, placeringen på en kuperet parkgrund og smukke vinduer sender den referencer til min hjembys mesterværk Aarhus Universitet.

Foto: Jørgen Toft Jessen

Natur, kultur og lækkert bagværk i Søhøjlandet​
Noget af det, jeg nyder allermest ved at bo i Aarhus, er adgangen til spektakulære naturoplevelser. I sommerferien skal min familie og jeg udforske Søhøjlandet, der indiskutabelt er en af landets smukkeste naturoplevelser. Den i alt 52 km lange vandre- eller cykelrute, Himmelbjergruten, tager dig gennem nogle af højdepunkterne. Ruten mellem Ry og Silkeborg er på 20 km og går gennem skoven, langs søens kanter og helt op på toppen af Himmelbjerget, hvor udsigten er bjergtagende. Vil du gå hele ruten, er det godt tip at starte turen med en kanelsnurre og en kop kaffe ved Ry Station, hvor lokale sælger hjemmebag fra en lille kaffevogn. Vi tager af sted med børn, så derfor har vi booket nogle nætter i Glamping Telt på den vidunderlige perle Ly Outdoor Camp. Her er der både morgenyoga for de voksne og snitte- og træværksted for børnene. Og så er der hverken langt til kulturelle input hos Museum Jorn eller lækkert bagværk hos Brandt Brød ved Søtorvet i Silkeborg. 


Anbefaling fra Katja Beck, der holder ferie i Svendborg

Hovedpumpestationen på Svendborg Havn
Kan teknisk infrastruktur spille en aktiv rolle i byens arkitektoniske og rekreative liv? Jeg glæder mig til at opleve, hvordan man med hovedpumpestationen på Svendborg Havn har formået at kombinere regn- og spildevandshåndtering med et arkitektonisk vartegn, og noget byens borgere og besøgende kan bruge aktivt i hverdagen. Bygningen med facade i cortenstål spiller sammen med havnens maritime og industrielle udtryk, mens en udvendig spiraltrappe leder op til en tagterrasse med udsigt over havnen.

Svendborg Hovedpumpestation er tegnet af GINNERUPARKITEKTER og fik Svendborg Kommunes Arkitekturpris 2025.

Sejltur i Det Sydfynske Øhav
Svendborg er et oplagt udgangspunkt for at udforske Det Sydfynske Øhav med færgeoverfarter til Skarø, Drejø, Hjortø og Ærø. Selv skal jeg med familien en tur med veteranskibet M/S Helge, der bl.a. sejler forbi Tåsinge, Thurø og Christiansminde. Undervejs vil vi stå af i Troense og opleve den unikke idylliske stemning blandt bindingsværkshuse og stokroser og fortsætte ud til det privatejede Valdemars Slot, der i 2025 genåbnede for offentligheden som et nyt center for samtidskunst. 


Anbefaling fra Lisbet Fibiger, der hen over sommeren tager en tur til sin barndomsby Aarhus

'As Seen Below - The Dome' på ARoS
Næste gang jeg kommer “hjem til Aarhus”, bliver det med et besøg til ARoS’ nye kunstværk As Seen Below - The Dome, a Skyspace by James Turrell. Bare billeder af værket ser fantastiske ud, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan oplevelsen er ’live’. Det kæmpestore, kuppelformede kunstværk ligger foran ARoS og har underjordisk adgang. Når man kommer ind i selve kuppelrummet, der måler 16 x 40 meter, er der kig til åben himmel gennem en åbning øverst i kuplen, der, når den lukkes, bader indersiden af rummet i Turrells karakteristiske lyssætning. Det er helt sikkert kunst, der skal sanses og ikke beskrives. As Seen Below er Turrells Skyspace nr. 100. 

Foto: Adam Mørk

Musikhusparken
Rundt om Turrells Skyspace på ARoS har landskabet fået nyt liv med den omdannede og nye bypark Musikhusparken, som har haft til formål at binde Musikhuset, ARoS og Rådhusparken sammen i ét sammenhængende, grønt og levende byrum, hvor der både er plads til natur, kultur og kunst - og et samlingssted for byen. På Musikhusparkens scene vil der sommeren igennem være forskellige koncerter og aktiviteter. Bag den nye Musikhuspark står Schønherr i samarbejde med HABITATS og billedkunstner Morten Stræde samt Artelia, og det er udført af Malmos/OKNygaard. Den nye park er skabt med et særligt fokus på at anvende genanvendte belægninger og andre fysiske elementer fra den tidligere park og fokus på en beplantning, som understøtter biodiversitet.

Foto: Musikhuset/Allan Høgholm


Anbefaling fra Louise Skafte Hedensten, der bl.a. holder ferie i Sønderjylland og København

Aarø – en perle i Lillebælt
Aarø er beliggende i Lillebælt, ved udmundingen af Haderslev Fjord. Øen er beliggende ca. 1,5 km fra fastlandet, og sejltiden til Aarø er kun ca. 7-8 minutter med en hyggelig lille færge, der kan rumme 12 biler. På øen kan du både opleve dejlig badestrand, vingård, bryghus, naturlegeplads, fuglereservat, restaurant og hyggelige cafeer og idyllisk landsbymiljø indenfor meget korte afstande. De mangeartede aktiviteter på Aarø bindes sammen af en aktiv beboerforening sammen med en række aktive foreninger, der står bag aktiviteter og initiativer, der sammen med øens mangfoldighed af fødevareproducenter gør øen til et godt sted at bo og være. De slår sig selv op på at være en lille ø, der har alt. Og det stemmer meget godt overens med oplevelsen efter at have været der. Perfekt at bruge en dagstur på, hvis man alligevel befinder sig i området - vi gør det igen!

Foto: Naztrida (Flickr)

Postbyen
Noget af ferien skal også holdes på hjemmebane i København, og nogle gange er det sjovt og øjenåbnende at være turist i egen by. Et af de nye områder, der kan ses nærmere på, er Postbyen, som nu er nået til et punkt i udviklingen, hvor der kommer mere og mere liv. Der er tænkt over byrum og landskab (Lundgaard & Tranberg Arkitekter og Julie Kierkegaard A/S) mellem de høje bygninger ved baneterrænet, og både den nye legeplads, atriet i Danske Banks nye hovedsæde og ikke mindst den nye vandskulptur, Something Between Us af kunstneren Jeppe Hein, skal klart udforskes. Her må børn (og barnlige sjæle) nemlig gerne lege og udforske i springvandet på en varm dag!

Something Between Us er et offentligt kunstværk af Jeppe Hein, skabt til Postbyen i samarbejde med Creator Projects.

Foto: Jeppe Hein Studio

God sommer - og god tur!

Se også arrangementsudvalgets anbefalinger fra 2025

footer image byens netværk