Cirka 1 million danskere bor alment – mennesker med vidt forskellige liv og behov. Men én ting har de til fælles: løbende behov for at modtage sundhedsydelser; besøg hos lægen, tandlægen eller fysioterapeuten.
Det er ikke en hemmelighed, at der generelt i de almene boligområder forekommer en højere andel af beboere med øget behov for adgang til sundhedsydelser, herunder en højere forekomst af beboere med sygdomme som KOL, diabetes og psykiske lidelser. Netop derfor giver det god mening af bringe sundheden tættere på - og helt ind i boligområderne. Mange almene boligområder har i dag en størrelse og struktur, der gør dem sammenlignelige med små landsbyer med et naturligt opland for lokale funktioner. Derfor vinder idéen om at samle sundhedstilbud i tværfaglige sundhedshuse frem. Her kan flere sundhedsydelser tilbydes under ét tag til glæde for både brugere og personale.
Fordelene ved sundhedshuse i ”alment regi” synes nemme at få øje på.
Først og fremmest handler det om tilgængelighed. For ældre, mennesker med lav mobilitet og børnefamilier uden bil kan selv en kort rejse til lægehuset være en barriere - eller i hvert fald besværliggøre dagligdagen. Hvis lægen eller sundhedsklinikken ligger i stueetagen eller rundt om hjørnet, forsvinder den barriere. Samtidig kan sundhedshuse understøtte forebyggelse, tidlig indsats og tværfagligt samarbejde.
Mange boligområder har eksisterende fælleshuse, der kan omdannes – eller grønne arealer, hvor der med fordel kan opføres nybyggeri til sundhedstilbud. I mange nyere boligområder indtænkes sundhedshuse allerede i lokalplanlægningen, ofte med hjemstedskommunen eller regionen som bygherre. Denne model giver på mange måder god mening. Men i de senere år er der opstået interesse for, om boligorganisationernes selv kan opføre og eje sundhedshuse og derved indtage en mere aktiv rolle i udformning og etablering.
For nuværende er der dog den juridiske barriere, at de almene boligorganisationer mangler hjemmel til at opføre og drive/udleje lokaler til brug for sundhedsydelser. Aktiviteterne falder uden for de lovlige aktiviteter, som boligorganisationer kan udføre og deltage i. Dette kunne en revision af sideaktivitetsbekendtgørelsen dog hurtigt lave om på, så boligorganisationerne fremover fik mulighed for at opføre og drive/udleje lokaler til brug for sundhedsfunktioner.
Men spørgsmålet er, om det er en god idé?
Hvem tager risikoen?
At bygge og drive sundhedshuse er ikke uden risiko, og spørgsmålet er, om det er rimeligt at denne risiko lægges over på beboerne i almene boliger. Helt grundlæggende medfører nybyggeri en økonomisk risiko for boligområdets beboere, som i sidste ende er dem, der betaler, hvis noget går galt. Grundet balancelejeprincippet kan en boligorganisation ikke optage eller afskrive tab – udgifterne bæres kollektivt af beboerne.
Forestil dig et boligområde, hvor en boligorganisation opfører et sundhedshus til 25 mio. kr. med forventning om, at kommunen og private aktører lejer sig ind. Hvis planerne ændrer sig, eller lokalerne forbliver tomme, vil beboerne hæfte for underskuddet. På samme måde vil beboerne i sidste ende hæfte, hvis byggeriet fordyres eller en entreprenør går konkurs. Når man ved, at det ikke er boligorganisationernes opgave at tilvejebringe sundhedstilbud, men derimod et ansvar, som påhviler kommunerne og regionerne, bliver det et centralt spørgsmål, om det er rimeligt at den økonomiske risiko overgår til de almene beboere?
Hvis boligorganisationerne skal kunne bidrage, må der udvikles en model, hvor risikoen håndteres rimeligt og forsvarligt. En løsning kunne være, at kommunerne garanterer for eventuelle tomgangsomkostninger i lokalerne, eksempelvis gennem anvisningsret med tilhørende økonomisk forpligtelse, som vi kender de fra de almene ældreboliger. Alternativt kunne sundhedsfunktioner udlejes til kommunen selv via en garantilejekontrakt.
Da det helt grundlæggende ikke er et lovfæstet formål for de almene boligorganisationer at stille sundhedstilbud til rådighed for sin beboerne - eller andre, eller i øvrigt at bidrage til den sundhedsfaglige indsats i hjemstedskommunen, bør risikoen for at påtage sig eller bidrage til denne opgave under alle omstændigheder håndteres, såfremt der skabes hjemmel for de almene boligorganisationer til at tilvejebringe lokaler til brug for sundhedsfaciliteter. De gode kræfter i hhv. boligorganisationerne, kommunerne og regionerne vil i fællesskab kunne bidrage til at løfte opgaven med at sikre beboernes adgang til sundhedssystemet - blot man har øje for, at dette ikke flytter en økonomisk risiko fra det offentlige til de almene beboere.
En god ide - med en skjult regning?
Vi skal tage idéen om de nære sundhedshuse alvorligt. Ulighed i sundhed er et voksende problem, og almene boligområder er blandt de mest udsatte. Ved at tænke bolig og sundhed sammen kan vi tage et skridt i retning af mere lige adgang til sundhedssystemet og dermed et mere lige Danmark. Men det må ske på en måde, hvor vi ikke sender regningen videre til dem, der har mindst. Hvis boligorganisationerne skal bidrage, kræver det ændret lovgivning, gennemtænkte modeller og politisk vilje. Og først og fremmest kræver det, at vi fastholder princippet om, at sundhed er et fælles ansvar – ikke en risiko, som de almene beboere alene skal bære .
For sundhed og bolig hænger sammen - og nære sundhedshuse kan være en del af løsningen. Men hvis vi skal lykkes, kræver det mere end gode intentioner. Det kræver ansvarlighed, lovgivning og politisk vilje – og en klar linje: Det er fællesskabets opgave at sikre sundhed, ikke beboernes risiko at bære.
Denne klumme er skrevet af: Henrik Meden, advokat, partner, Kathrine Juul Nielsen, advokat, og Frederik Svanebjerg, advokat, Poul Schmith/Kammeradvokaten
Klummen er udtryk for forfatternes egne holdninger.
