Kommunalvalget nærmer sig, og især to emner fylder debatten om byens udvikling: parkering og boliger. Mange oplever, at det er svært at finde en ledig parkeringsplads, uanset om man bruger bil dagligt eller ej. Samtidig bliver det københavnske boligmarked - trods politiske ambitioner - stadig mindre tilgængeligt for den brede befolkning. Desværre formuleres de politiske løsninger ofte langt mere unuanceret, end begge dagsordener inviterer til.
Når der etableres parkeringspladser, går det ofte ud over andre funktioner i byrummet, såsom grønne områder, legepladser, cykelstier eller fortove. Byens rum er begrænsede, og det er netop de fælles rum, der gør byen levende. Når de fyldes med biler, forsvinder mulighederne for ophold, leg og fællesskab. Alligevel er der et stort ønske om flere parkeringspladser, især blandt bilejere, børnefamilier, personer med handicap og erhvervsdrivende. Selvom kun hver tredje husstand i København har bil, og der faktisk er flere parkeringspladser end biler, oplever mange, at deres behov ikke bliver mødt.
De politiske partier bør derfor tage mange hensyn og gøre sig store overvejelser, når de formulerer deres parkeringspolitik, men i kommunalpolitik bliver meget komplekse spørgsmål ofte reduceret til simple svar: For eller imod. Debatten om parkering bliver derfor ofte fremstillet som et spørgsmål om flere eller færre parkeringspladser, og spørgsmål om placering eller typer af parkering får ikke spalteplads eller tanketid.
Boliger til hvem – og hvordan?
Det samme gælder boligspørgsmålet. Selvom der er bygget mange nye boliger de seneste år, overstiger efterspørgslen stadig udbuddet. For mange københavnere – især unge, studerende og førstegangskøbere – føles det næsten umuligt at komme ind på et boligmarked, hvor privat udlejning dominerer, og byen gradvist bliver mindre tilgængelig for almindelige borgere.
Almene boliger er et godt bud på betalbare boliger. Men det er svært at bygge under maksimumbeløbet, og hvis beløbsgrænsen skal hæves, kræver det handling fra Christiansborg. Et andet spor kunne være at satse på ejerboliger, da cirka 70 % af befolkningen, ifølge Dansk Ejendomsmæglerforening, drømmer om denne boligform. Men Københavns befolkning er alsidig, og der ville være mange faldgruber ved ikke at skabe en blandet boligmasse. Dertil kunne suppleres med politiske tiltag til fordel for andelsboliger. Kommunen har ikke mulighed for at stille krav om andelsboliger, men kan støtte dem indirekte – f.eks. gennem medfinansiering af nye andelsforeninger. Sådanne tiltag kunne bidrage til et mere mangfoldigt og robust boligmarked, hvor flere typer af ejerskab får plads.
Når nuancerne udebliver
Tæt beslægtet med boligspørgsmålet knytter sig spørgsmålet om Lynetteholm, der påvirkede store dele af sidste kommunalvalgkamp i 2021. Fællesnævneren for disse komplekse diskussioner er, at kommunalvalgkampen vil udviske nuanceforskellene og forsimple debatten til et spørgsmål om for og imod byudvikling. Også i denne sammenhæng udebliver præciseringer om, hvilken type byggeri, der bør bygges, hvor og hvorfor.
Det københavnske byrum vil også ved dette kommunalvalg være den vigtigste kampplads for de enkelte partier. Men alt for sjældent efterlader kampagnelogikken plads til en egentlig refleksion over spørgsmål, der kræver både høj faglighed og politisk mod.
En by med plads til liv, fællesskab og forandring
Kommunalvalget bør ikke handle om at tælle biler og boliger, men om at tælle værdier. Hvilken by vil vi være? Det kræver politisk mod at se ud over valgplakaternes enkle budskaber og insistere på den langsigtede samtale om, hvordan København kan forblive en levende, tilgængelig og bæredygtig by for alle. En by, hvor vi ikke låser os fast i vanetænkning, men giver plads til liv, fællesskab og forandring.
Denne klumme er skrevet af: Marcus Vesterager, arkitekt, Nordic Office of Architecture
Klummen er udtryk for forfatternes egne holdninger.
