Godt, man ikke er landmand, var der nok mange, der tænkte, da det med offentliggørelsen af det politiske grundlag for regeringen Mette Frederiksen III stod klart, at det nu er slut med tålmodigheden med en branche, hvis medlemmer opfører sig, som om de er alene hjemme i landzonen.
Man kunne måske med en vis ret sige noget tilsvarende om byggebranchen og kommunernes ageren i byzonen, men i stedet for at stille krav om, at vi nu rent faktisk får gennemført et bygge- og nedrivningsstop (som i praksis ikke betyder, at der ikke må bygges eller rives ned), ikke indlemmer mere åbent land (eller vand) til byudvikling og får løst de strukturelle problemer med arealanvendelsen, der får det til at se ud, som om vi har boligmangel, er beskeden fra den nye regering, at by- og boligudviklingen alt overvejende skal fortsætte som hidtil - nu blot med inspiration fra det olympiske motto: hurtigere, højere, stærkere.
Det er først og fremmest i København, der skal fart på. Her bor og færdes ministrene og deres rådgivere selv, og den mulighed skal alle i hele landet have, hvis de skulle få lyst. Der skal gerne være mere metro, og specifikt med de to kommuner København og Frederiksberg vil man lave en aftale, der skal sikre, at udbygningen af boligmassen accelereres, ”så der skabes en langt bedre balance mellem efterspørgsel og udbud af forskellige boligformer”. Det skal bl.a. ske ved, at kommunerne lover at sikre en hurtigere proces omkring byggetilladelser, dispensationer og nye lokalplaner.
Det vil i praksis sige, at man i langt højere grad (som i Norge) skal lade det være op til bygherrer og investorer at bestemme, hvad og hvordan, der skal bygges. Det vil falde i god jord hos investorer og udviklere, som er dem, der skaber og vedligeholder myten om, at boligpriserne i København vil begynde at falde, hvis bare de får lov at bygge mere, og at de i øvrigt kun handler i fælles interesse, selvom de faktiske forhold i byudviklingsindustrien er, at der næppe ville være mange, der ville investere i et marked, man vidste ville falde, og at mange investorers helt legitime interesse først og fremmest er deres egen profitmaksimering.
Bevar eller forklar
Der er initiativer i regeringsgrundlaget til at begrænse mulighederne for nedrivning og dæmpe prisudviklingen på boligmarkedet, men begge dele fremstår noget dunkle. En meget omstændelig beskrivelse af betingelserne for en ekspertkommission, der skal ”vurdere fordele og ulemper ved forskellige modeller for en ny, afgrænset avancebeskatning af realiserede boliggevinster” synes forberedt på allerede at være en del af forklaringen på, hvorfor det ikke er muligt.
En ligeledes unødig kompliceret beskrivelse af at undersøge muligheden for en meget begrænset indførsel af et ”bevar eller forklar”-princip afsluttes med besked om, at det skal være enkelt at administrere. Samtidig med et par andre initiativer rettet mod kulturarven og med fokus på transformation, kvalitet og sammenhæng i planlægningen og byggeriet i det hele taget, kan det dog også ses som en konkret opfølgning på den nationale arkitekturpolitik, SVM-regeringen lancerede i 2025.
Et helt kapitel i regeringsgrundlaget er tilegnet ”et lokalt, stærkt velfærdssamfund i by og på land”. Her findes en række konkrete forslag til at bedre balancen mellem de store vækstområder omkring hovedstaden og i det østjyske bybånd og resten af landet. Mest iøjnefaldende er initiativet til at iværksætte en helhedsplan mellem staten og landkommunerne, som bl.a. kan indeholde byfornyelse og forbedring af infrastruktur og kollektiv offentlig transport.
Byfornyelse er et værktøj, vi ved virker - også på landet - og som tiltrækker store private følgeinvesteringer til de statslige og kommunale bidrag, som kommer først, og gerne i en form, hvor man også ”tager tabet” i forbindelse med fx nødvendige nedrivninger og generelle indhentelser af forsømmelser, som ikke i sig selv gør aktiver mere værd. Det kræver rigtig mange penge, men de gode eksempler er talrige.
Mellem havnebad og kystsikring
Forbedring (eller måske mere præcist etablering) af infrastruktur og kollektiv offentlig transport i landdistrikterne forekommer uundgåeligt, hvis et andet af regeringens forslag - gratis kollektiv transport til unge under 22 år - skal bidrage til andet end den københavnske ungdoms metrobetjente pendulering mellem gymnasium, café og havnebad.
Samtidig vil man ”modernisere” planloven (hvilket siden 2015, hvor man gik bort fra at kalde det ”liberalisere” i virkeligheden har betydet ”svække”), så man i højere grad tilgodeser muligheden for, at kommunerne uden utidig indblanding kan fremme spredt, uplanlagt bebyggelse i det åbne land, uanset om det er med bolig-, erhvervs- eller turismeformål for øje. Det vil lede en række kommuner ud i optimistiske og kostbare eksperimenter med såkaldt kyst- og naturturisme, hvis lyksaligheder rådgivere vil stå i kø for at fortælle turisme-, erhvervs- og bosætningskonsulenter om.
Et længe ventet initiativ, som vil blive modtaget med glæde rundt omkring i landets kystkommuner hos grundejere, forsikringsselskaber (og landskabsarkitekter og -entreprenører) findes også i dette kapitel: Med ønsket om at indgå en aftale om klimatilpasning, herunder en ny bidragsfordelingsmodel, tages et helt nødvendigt skridt for at komme videre med realiseringen af den nationale plan for kystbeskyttelse af Danmark.
Turbo på det almene
Et andet kapitel er dedikeret ønsket om flere boliger i hele Danmark. Det er her initiativerne rettet mod Københavns og Frederiksberg kommuner er beskrevet under overskriften ”Boligplan 2030”. I den er det også planen, at der bl.a. skal åbnes mulighed for at forhøje grundkapitallånet til alment byggeri, at man kan fastsætte krav om, at 40 % af boligmassen i et nyt boligområde reserveres til ejerboliger og andre 40 % til almene, og at der kan sættes et loft over andelen af privat udlejningsboliger i nye lokalplaner. Alt sammen aldeles fornuftige og rimelige forslag, som dog i praksis vil stå i kontrast til ønsket om at forkorte processerne for lokalplanlægning og byggesagsbehandling. Og hvorfor det kun skal gælde i to af landets 98 kommuner, står hen i det uvisse.
Det virkelig effektive værktøj til at regulere markedet, som vi allerede kender og ved, hvordan virker, er almene boliger, og der er i regeringsgrundlaget en række større og mindre tiltag, som skal fremme tilblivelsen af flere almene boliger. Udover initiativerne i Boligplan 2030 er der bl.a. et forholdsvis offensivt forslag om at udvide de almene boligforeningers forkøbsret til ejendomme, der sættes til salg, hvis lejerne ikke selv kan eller vil gøre brug af deres tilbudspligt, og yderligere at øge maksimumsbeløbet for alment nybygger i ”højprisområder”.
Hovedstadens akilleshæl
Regeringen vil også igangsætte et længe efterspurgt arbejde med et nyt, samlet grundlag for hovedstadens udvikling. Et nyt plangrundlag skal tage stilling til alle de ting, der presser hovedstadskommunerne i dag: arealreservationer, klimasikring, trængsel, støj- og trafikgener. Samtidig skal der gøres plads til flere grønne åndehuller med bynær natur og biodiversitet - og langt flere borgere.
Det bliver en vanskelig opgave, men minder til forveksling om et skridt i retning af den regionale og nationale koordinering af kommunernes planlægning, der er så hårdt tiltrængt (over hele landet), hvis vi for alvor skal de strukturelle udfordringer til livs, som regeringen peger på i de analyser, der i øvrigt fremgår af regeringsgrundlaget.
Måske er det af mindre interesse for de fleste andre end KL og kommunerne, men lige så interessant som hvem, der bliver minister, er det, hvad de bliver ministre for. Og der bliver rykket en del rundt på fordelingen af ansvarsområderne mellem de forskellige ministerier, der tilsammen dækker byggeri og byudvikling.
Mest bemærkelsesværdigt er det vel nok, at Pia Olsen Dyhr som økonomi- og indenrigsminister bl.a. får overdraget ansvaret for økonomiaftalen mellem kommunerne og staten. Dermed får hun ikke bare ansvaret for kommunernes styrelse, men også rammerne for deres anlægs- og driftsøkonomi. Og selvom det næppe rykker meget ved den samlede ramme, bliver hun dermed den kommuneminister, som KL har efterspurgt samtidig med, at det alt andet lige er en lille svækkelse af den finansministerielle magt, som ofte har været genstand for kritik, ikke mindst når kommunernes økonomi ikke står mål med de opgaver, de forventes at løse.
Af regeringsgrundlaget fremgår det også, at man vil igangsætte arbejdet med en udligningsreform og vil se på den fremtidige fordeling af selskabsskabsskatten. Sikke en velkomstgave til den ny minister…
Godt, man ikke er i byggebranchen
Der er store forventninger til byggeriets bidrag til at løse nogle af samfundets store udfordringer. Om de virkelig kan bygges væk i det omfang, regeringen sætter sin lid til, er der grund til at være skeptisk over for; det er fx ikke lykkedes hidtil. Regeringen har næppe selv tænkt i de baner, men med tanke på, hvad der nu overgår landbruget, vil det nok være en god idé at nærstudere regeringsgrundlaget og tage forventningerne alvorligt. Ellers skal en analyse af det næste regeringsgrundlag måske indledes med et ”godt, man ikke er i byggebranchen”.
Denne klumme er skrevet af: Jesper Pagh, stadsarkitekt i Rødovre Kommune
Klummen er udtryk for forfatternes egne holdninger.
